Torsdag blev årets EchoPris afholdt, og her var det bestemt ikke alle, der nød showet. 

I hvert fald har kulturmediet Soundvenue ikke lagt fingre imellem i sin anmeldelse af TV 2 Echos 'fejring af alle dem og alt det, der har betydet noget særligt for os i mediebilledet':

'De akavede øjeblikke stod i kø, da Josephine Højberg og Melvin Kakooza var værter for EchoPrisen, der fik verdens værste start, og hvor ingen hørte efter til sidst,' indleder Soundvenue. 

Showet, der løb af stablen i Østerbrohuset i København, startede med uddelingen af prisen 'Årets Lyd', hvor 'Her går det godt'-duoen, Esben Bjerre og Peter Falktoft, løb med guldet.

Til at overrække prisen var podcastduoens mødre, mens takketalen blev holdt af Esben Bjerres niårige datter. 

Og ifølge Soundvenue var det således 'den værste start'. 

'Selvom ingen i ’Her går det godt’-slægtstræet gjorde noget forkert, var det et decideret bizart indslag at blive stopfodret med som det allerførste,' skriver mediet blandt andet. 

Generelt er der ikke mange positive vendinger i anmeldelsen – hverken om de kreative indslag, omgivelserne eller stemningen, hvoraf sidstnævnte, ifølge Soundvenue, var mere eller mindre 'kikset' til sidst. 

Echoprisen blev afholdt for første gang i 2023, og til torsdagens show blev der uddelt otte priser.

Heriblandt 'Årets klip,' som blev vundet af Kongehuset for videoen fra kronprins Christians 18 års fødselsdag, hvor Benjamin Hav pludseligt dukkede op som dronning Margrethes musikalske gave til sit barnebarn. 

Du kan læse hele Soundvenues anmeldelse her.