Oscar uddelingen 2022 kan blive historisk succesfuld set med danske øjne.

Sidste år var Thomas Vinterberg den store helt, da hans film 'Druk' vandt hele to Oscar-statuetter for 'Bedste instruktør' og 'Bedste internationale film'.

I år har den danske instruktør Jonas Poher Rasmussen så mulighed for at overgå Vinterberg, da hans animerede dokumentarfilm 'Flugt' er nomineret i hele tre kategorier: 'Bedste internationale film', 'Bedste dokumentarfilm' og 'Bedste animationsfilm'.

Tirsdag løftede Oscar-akademiet sløret for de nominerede til årets Oscar-uddeling, der finder sted i Hollywood 27. marts.

Jonas Poher Rasmussen.
Jonas Poher Rasmussen.
Vis mere

Og foruden 'Flugt' er Danmark også repræsenteret i kategorierne 'Bedste kortfilm' og 'Bedste fotograf' med henholdsvis Martin Strange-Hansens kortfilm 'On My Mind' og filmfotografen Dan Laustsen, der har filmet den amerikanske film 'Nightmare Alley'.

B.T. fangede kort efter afsløringen en jublende Jonas Poher Rasmussen, der stadig ikke helt havde forstået, at han lige var blevet nomineret i tre kategorier.

»Det er jo surrealistisk vanvittigt, så det er svært at finde ord, der rigtigt beskriver det. Det er fantastisk,« fortalte instruktøren til B.T.

Han havde håbet på en nominering, men havde slet ikke turdet tro »sådan rigtigt« på det.

»Der er kommet en hype omkring filmen, og flere havde troet, det kunne lade sig gøre. Men jeg var alligevel meget lettet, da den første nominering kom, for jeg var nervøs for, om det overhovedet ville ske.«

Filmen 'Flugt' handler om en af Jonas Poher Rasmussens personlige gode venner, der er flygtning, og vennen fik sig da også noget af et chok midt i maden, da nomineringerne trillede ind.

»Jeg talte med ham, da det var blevet offentliggjort. Han sad midt i frokostpausen og syntes også, det var helt surrealistisk,« fortæller Jonas Poher Rasmussen.

'Flugt' har allerede høstet stor anerkendelse – og også fra en af Hollywoods store stjerner, viser det sig. 'Avengers'-skuespilleren Mark Ruffalo var nemlig så begejstret for 'Flugt', at han ville fortælle det til Jonas Poher Rasmussen selv.

»Han fik fat i sin manager og bad ham tage kontakt til mig, fordi han havde set filmen og syntes, den var enormt god. Så snakkede vi i 20 minutter over Zoom om filmen og vores forskellige projekter,« fortæller instruktøren og tilføjer, at Ruffalo virkede enormt sød.

Kulturministeren Ane Halsboe-Jørgensen hylder også nyheden om de danske nominerede og forklarer samtidig, at dansk film kan forvente flere penge i de næste år.

»Vi har en lang tradition for, at det ikke handler om penge. Det er meget sjældent, at dansk film tjener sine penge hjem, og det vil sige, at der er noget andet i udgangspunktet, der er det drivende. Det er ikke dem, der sidder med pengene, der bestemmer det hele. Det er en særlig måde at gå til filmproduktion at lade det kreative været det drivende.«

Hun tilføjer:

»Vi skal styrke den del af filmstøtten de kommende år.«

Danmark havde flere film i spil til en nominering.

Nicolaj Kopernikus havde mulighed for at blive nomineret i kategorien 'Bedste kortfilm' for filmen 'Stenofonen', der er hans debut som instruktør.

Derudover var den danske dokumentarinstruktør Camilla Nielsson i spil til 'Bedste dokumentarfilm' for filmen 'President'. Men de måtte dog begge se sig forbigået.

Netflix-filmen 'The Power of The Dog' er årets topscorer med 12 nomineringer med Dune på andenpladsen med 10 nomineringer.