Så gik den ikke længere for Daniel Kreutzfeldt Rasmussen og Samantha Bengtsen.

Efter fem uger som ægtepar lod de sig skille i sidste afsnit af DRs datingprogram 'Gift ved første blik' og har i dag her cirka fire måneder efter optagelserne ikke den store kontakt.

»Vi kan sagtens tale sammen. Vi er ikke uvenner eller noget, men jeg tror ikke, vi får et venskab, hvor vi opsøger hinanden,« fortæller Samantha, der i dag er flyttet til Aalborg, hvor hun er i gang med at studere en overbygning til sin fysioterapeut-uddannelse.

Daniel bor fortsat i Aarhus, hvor han er blevet færdig med sin uddannelse som jordbrugsteknolog.

Samantha og Daniel.
Samantha og Daniel.
Vis mere

Han bekræfter, at de ud over lidt telefonisk kontakt i forbindelse med 'Gift ved første blik' i dag ikke taler sammen, men ellers har det fint med hinanden.

I sidste afsnit ser man, at de ikke er helt enige om, hvordan ægteskabet skal fortsætte efter tv-optagelserne.

Daniel vil skilles, mens Samantha er klar til at give det en chance, og derfor opstår der meget naturligt en akavet stemning i situationen.

»Det var ikke hylende morsomt. Jeg fik da lidt ondt i maven over at blive afvist. Men der gik heldigvis ikke så lang tid, så havde jeg det godt igen og var lettet over, at vi landede der,« fortæller Samantha, der havde to grunde til gerne at ville fortsætte.

»For det første følte jeg ikke, at jeg kendte Daniel godt nok til, at jeg kunne be- eller afkræfte, om vi skulle være sammen. Så jeg tænkte, at vi måske bare skulle have mere tid sammen for at se, om han kunne åbne mere op. Derudover ville jeg gerne bevise for mig selv og de mennesker, der kender mig godt, at jeg turde tage kampen op. At jeg turde give Daniel en reel chance.«

Daniel fortæller, at han valgte at sige stop, fordi han ikke følte, der var nok sommerfugle i maven.

»Det er jo ikke noget, hun kunne gøre noget ved, og det var heller ikke fedt at såre hende. Jeg var bare så sikker på mig selv, at jeg ikke havde lyst til at trække det ud. Det var bedre at stoppe det der, så vi stadig kunne respektere hinanden og snakke sammen som venner,« forklarer han.

Både Daniel og Samantha er i dag trods fejlmatchet glade for at have deltaget i 'Gift ved første blik' og synes begge, de har fået gode ting ud af oplevelsen.

Samantha og Daniel da de blev gift.
Samantha og Daniel da de blev gift.
Vis mere

»Jeg har lært en masse om mig selv. At jeg så ikke fik en mand med i købet, er, hvad det er. Jeg havde slet ikke forventet at ville finde mit livs store kærlighed, da jeg meldte mig til. Det havde bare været en bonus,« fortæller Samantha.

»Jeg er blevet spurgt af andre, om jeg synes, de skal tilmelde sig programmet, og det har jeg sagt ja til. Det har været en fed oplevelse, og jeg har blandt andet lært, at jeg skal være bedre til at udtrykke mine følelser og komme ud over at holde tingene på venneplan,« fortæller Daniel.

De er begge i dag single.

Daniel fortæller med et grin, at hans venner synes, han skal tilmelde sig 'Landmand søger kærlighed', men det bliver ikke lige foreløbig, slår han fast.

Samantha fortæller, at hun i forbindelse med sin tv-optræden har fået henvendelser på både Facebook, Instagram og LinkedIn fra nye bejlere, der inviterer på alt fra middag til en kop kaffe, men hun har endnu ikke sagt ja til nogen.

»Hvis det rigtige tilbud dukker op, og han bor i en radius, som jeg kan overskue, så vil jeg ikke være afvisende,« lyder det fra Samantha.