En tung dyne af mudder og sorg lagde sig over den lille walisiske landsby, Aberfan. Bortset fra lyden af metalskovle, der med indædt koncentration arbejdede sig gennem dyndet, og grådkvalte skrig, som jævnligt gennemskar luften, var alt stille.
Men det var ikke kun i Aberfan, at alt var stille. Også fra Buckingham Palace var der tavshed. Larmende tavshed.
Otte dage gik der, før den blev brudt.
»Min største fortrydelse,« har dronning Elizabeth flere gange kaldt sin lange tavshed, sin manglende reaktion.
Det var den 21. oktober 1966 kl. 9.13, at tragedien helt bogstaveligt væltede ned over minebyen Aberfan i det sydlige Wales, hjem for 8.000 minearbejdere og deres familier.
På byens skole startede morgenen som altid med ‘All Things Bright and Beautiful’, en kristen hymne beregnet for mindre børn. En hyldest til Gud og alle hans skabninger. Store som små. Som altid sang børnene af deres hjerter. Det var sidste dag før efterårsferien. Snart havde de fri.
Knap var de himmelske toner forstummet, før en rumlen i luften fik børnene til at se nysgerrigt og undrende ud af vinduerne.
»Som en høj bankelyd, der bare blev højere og højere,« beskrev én det efterfølgende.
»Det er bare torden,« beroligede en lærer. Men det var det ikke. Og pludselig var det for sent. Alt blev sort.
Flere tons flydende kulaffald skyllede ind over skolen med så voldsom en kraft, at store dele af skolebygningen kollapsede. Hundredvis af små skolebørn mellem syv og 13 år var fanget derinde.
Har du set Netflix-serien ‘The Crown’, har du sandsynligvis set afsnittet ‘Aberfan’, som handler om dét, der er blevet kaldt ‘en af de mest gruopvækkende dage i Englands historie’. Dagen, hvor 130.000 kubikmeter sort mudder skred ned ad affaldsbjerget, indhyllede den lille by og kostede 144 livet. Heraf 116 børn. Halvdelen af byens børn.
Døgnet rundt stod mænd i alle aldre med skovl og bare næver og gravede sig gennem dyngerne. I håbet om at nå ned til ofrene. At finde levende. Eller døde. Ofte deres egne børn.
»Jeg kunne høre gråd og skrig. For hvert minut blev der mere og mere stille, efterhånden som børnene døde. De løb tør for ilt,« har Jeff Edwards senere fortalt.
Han var heldig. Han var det sidste barn, der blev reddet derfra i live.
Ikke alene lykkedes det den otteårige Jeff Edwards at gemme sig under en skrivepult, som skabte en lomme af ilt omkring ham.
Hans lyse hår reddede ham også. Det var en tot af dét, redningsfolkene fik øje på.
»Vi besøger ikke katastrofesteder. Vi besøger hospitaler,« lyder det i ‘The Crown’ fra en stram dronning Elizabeth som svar på opfordringen til at tage til Wales og vise sin deltagelse og medfølelse med folket, da nyheden om den tragiske katastrofe nåede Buckingham Palace.
Om den engelske dronning ytrede præcis de kolde ord, er ikke verificeret. Men hun tog ikke afsted. I stedet sendte hun efter nogle dage sin mand, prins Philip.
»Vi præsenterede hende gentagne gange for argumenter for, at hun skulle tage afsted. Men hun var urokkelig. Intet, vi sagde, kunne overtale hende,« som en af hendes rådgivere har udtalt til biografisten Robert Lacey.
Jo længere redningsfolkene kom ned i dyngerne, jo højere blev dødstallet.
27. oktober var byen klædt i sort. Indhyllet i sorg. Dén dag blev de første 81 børn begravet. 10.000 sørgende stod omkring graven, der var formet som et kors. Dronningen var ikke iblandt dem.
Først to dage senere lod hun sig overtale. 29. oktober ankom hun og prins Philip til Aberfan. Så katastrofens omfang med egne øjne. Stod ansigt til ansigt med dem, der havde mistet en hustru eller mand, en bror eller en søster. Et barn.
Det var, som hendes pressesekretær William Heseltine har fortalt, en af de eneste gange, hvor dronning Elizabeth græd i det offentlige rum.
Kilder: Oprah Magazine, Town&Country Magazine, History.com, Radiotimes.com
