Bor du i Nordjylland, og er du bare helt vild med at se DR på antenne-tv?

Så kan du godt risikere at løbe ind i problemer 17., 18., 19. og 23. maj.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Her bliver antenne-tv samt FM-dækningen i den øverste del af Nordjylland – herunder, Hjørring, Frederikshavn, Hirtshals og Skagen – nemlig lukket i perioder.

Det gør det, fordi hindringslyset, som sidder på sendemasterne, og som sørger for, at fly kan se de over 100 meter høje master, skal skiftes.

Og det er altså masten i byen Tolne, der nu står for skud.

Lysene har siddet i masterne i 30 år nu, og der er begyndt at være driftsmæssige udfordringer, lyder det.

DR opfordrer til, at man i stedet benytter sig af deres hjemmeside eller henter deres app 'DR LYD'.

I pressemeddelelsen kan det også læses, præcis i hvilke tidsrum der er lukket for signalet.

I tilfælde af behov for at udsende meddelelser af beredskabsmæssig karakter afbrydes arbejdet på masten, og i løbet af ganske kort tid vil signalet igen være tilbage.