Forventningerne om en dansk sejr ved Eurovision lørdag aften svirrer i øjeblikket.

Alt imens mange danskere griber fat i hvad som helst, der kunne pege på, hvad udfaldet mon bliver, kommer Danske Spil nu med en nedslående melding.

Det skriver DR, som har talt med en talsperson fra Danske Spil.

Egentlig er Søren Torpegaard Lund og den danske lejr blevet spået gode chancer for en podieplads.

Det tror Peter Emmike, som er oddssætter ved Danske Spil, imidlertidig ikke på.

»Jeg tror stadig på, at en topplacering til Danmark i finalen er inden for rækkevidde, men nok ikke en podieplads. I skrivende stund gætter vi på en dansk placering omkring top fem – det vurderer vi som meget sandsynligt,« siger han til mediet.

Han forklarer videre, at han tror på, at Danmark får topkarakterer fra flere juryer rundt omkring i Europa.

Men flere eksperter har også peget på, at Danmark har fået en svær opgave.

'Før vi gå hjem' er nemlig den allerførste sang, der skal sparke sangkonkurrencen i gang, når kameraerne ruller lørdag aften i Wien.

Og det kan altså få betydning for Danmarks placering på ranglisten. Historikken viser nemlig, at jo senere en sang bliver spillet på aftenen, jo bedre er vinderchancerne.

Overfor TV 2 lyder det, at oddsene er tredoblet for en dansk sejr, siden det kom frem, at Danmark åbner showet.

Finalen løber af stablen klokken 21 lørdag.