Hvis du søndag aften så dokumentarfilmen 'Lever, elsker, savner' på TV 2, så du en åbningsscene, der gjorde ondt i maven på mange.

Teenageren Rosemarie fylder 15 år. Gæsterne står tæt i familiens lejlighed, men hovedpersonen mangler. Bag en lukket dør skændes Rosemarie og hendes mor. For Katrine Behrens vil holde tale for sin datter, men Rosemarie siger nej.

»Jeg elsker dig og er stolt af dig. Du er et af de mennesker, der betyder allermest i mit liv,« forsøger Katrine Behrens at forklare.

Datterens svar er benhårdt: »Hvorfor viser du det så ikke?«

Rosemarie er i dag 17 år, hendes mor Katrine er 38. To gange har Rosemarie haft kræft.
Rosemarie er i dag 17 år, hendes mor Katrine er 38. To gange har Rosemarie haft kræft.
Vis mere

Spørgsmålet pirker til noget i alle forældre. For vi elsker jo ubetinget vores børn... Men Katrine Behrens har oplevet at være så udmattet – og bange – at det i perioder har været svært at vise sin kærlighed.

For at forstå, hvordan hun er endt dér, skal vi tilbage i tiden. Selv om Rosemarie knap er voksen, har hun allerede haft kræft to gange.

Som 13-årig blev hun indlagt for anden gang. Men da lægerne første gang opdagede, at hun havde sygdommen Wilburs tumor, var hun bare tre et halvt år gammel. I halvandet år var den lille pige indlagt, fik kemo og gennemgik flere store operationer.

»Jeg kan huske kitlerne, lugtene og lægernes stemmer,« siger Rosemarie i filmen:

»Men det, jeg husker bedst, er, at da jeg blev rask, blev min mor dårlig.«

Hudløst og sårbart viser dokumentarfilmen, hvor tyndslidte pårørende kan blive, når en livstruende sygdom flytter ind. Katrine Behrens ved det bedre end nogen, for da hendes datter endelig blev rask, mistede hun grebet om sig selv.

»Det chokerede mig. Jeg havde følt mig som en mor med styrke og overskud, da hun var syg – og jeg var blevet rost for dét. Men bagefter kunne jeg ikke se værdien i mig selv, hverken som kvinde eller mor.«

Da Rosemarie første gang blev syg, var Katrine Behrens netop blevet gravid med sit andet barn. Den lille pige forstod ikke selv den trussel, der kilede sig ind i familien, men angsten flyttede med det samme ind hos hendes mor og far, Katrine og Anders.

»Vi var så bekymrede for, om Rosemarie ville overleve. Jeg glemte alt om mig selv og min graviditet og fokuserede kun på hende,« husker Katrine. Minderne er 14 år gamle, men en klump i halsen spænder stadig ben, når hun skal tale om dem.

Rosemarie og hendes mor Katrine var sammen indlagt på Rigshospitalet, da Rosemarie blev indlagt for anden gang.
Rosemarie og hendes mor Katrine var sammen indlagt på Rigshospitalet, da Rosemarie blev indlagt for anden gang. Foto: Foto Sine Skibsholt
Vis mere

»Fordi jeg var gravid, måtte jeg ikke være tæt på hende, når hun fik kemo. Det var forfærdeligt. For at holde fast i mig selv, blev jeg nødt til at have et job at gøre. Mit job blev at være ovenpå.«

Sjældent lod hun sig selv slippe angsten fri:

»Gråden sad i halsen hele tiden, men jeg kunne kun slippe den, når jeg var alene.«

Efter halvandet år blev Rosemarie endelig udskrevet. Familien var samlet, og livet skulle begynde – igen. Men Katrine Behrens kunne ikke.

»Alle syntes, at jeg skulle være taknemmelig – og glad. Men jeg følte kun en kæmpe sorg og en kvælende gråd i halsen, som jeg ikke kunne komme af med,« siger hun.

Mens Rosemarie, hendes far og lillebror vendte tilbage til livet, fik Katrine Behrens en nedtur. Hun beskriver det som posttraumastisk stress.

»Jeg var så træt. Jeg kunne ikke engang køre Salomon (lillebroren, red.) i vuggestue, men måtte have hjælp til alt. Jeg havde bare brug for at sove.«

Mere end to år gik, før Katrine Behrens fik det bedre. To år, hvor hun ikke var den nærværende mor, hun gerne ville være. Det har sat spor – ikke kun i hende – men også i hendes datter.

Som Rosemarie siger i filmen:

»Jeg forstår ikke min mor. Det er, som om hun sidder fast i fortiden.«

Derfor var det ikke uden grund, at Rosemarie blev bange for at miste sin mor, da kræften 10 år senere uventet vendte tilbage.

Det var Rosemarie selv, der opdagede det. Hun fik ondt i maven, havde svært ved at støtte på den ene ben og bad om at komme på hospitalet.

Den kontante besked fra lægerne, 'Rosemarie har fået kræft igen', vakte akut Katrine Behrens angst til live.

Men som man kan se i dokumentaren, var det et helt andet sygdomsforløb, der denne gang ventede mor og datter.

Dokumentarfilmen 'Lever, elsker, savner' viser en mor og en datter, der er tæt knyttet sammen, men som også - på her sin måde - kæmper for at komme sig efter Rosemaries kræftsygdom.
Dokumentarfilmen 'Lever, elsker, savner' viser en mor og en datter, der er tæt knyttet sammen, men som også - på her sin måde - kæmper for at komme sig efter Rosemaries kræftsygdom. Foto: Foto Ina Lindgreen
Vis mere

Rosemarie og hendes mor blev indlagt sammen, men denne gang var det Rosemarie, som lægerne og sygeplejerskerne talte med.

»Før kunne jeg passe på hende. Nu skulle jeg trække mig til side, og jeg endte i nogle desperate situationer, hvor jeg ikke kunne trøste hende, fordi hun skubbede mig væk.«

Katrine Behrens blev 'enormt ked af det', da hun så filmen første gang.

»Jeg så en mor, der prøvede på at holde humøret oppe, men savnede den sårbare side af mig selv. Jeg virkede lidt følelseskold.«

Når Rosemarie var ked af det, kunne hun se sig selv sige:

»Du må komme over det, så må vi snakke om det bagefter.«

Rosemarie selv havde travlt med at blive rask og komme videre med sit liv. Èn dag efter sin udskrivelse i september 2017 valgte hun at begynde på en ny skole, hvor ingen kendte til sygdommen.

Hun ville ud i livet igen. Hun ville feste og leve. Og for alt i verden ville hun ikke se sig tilbage.

Hendes mor havde det anderledes. Hun havde brug for igen og igen at tale om det, de sammen havde været igennem.

I dag er Rosemarie 17 år. Det er to år siden, at hun holdt den førnævnte fødselsdag. To år siden hendes mor ville holde tale for hende. Efter fødselsdagen skrev Rosemarie i sin dagbog:

»Mor holdt sin tale. Heldigvis sagde hun ikke noget om kræften, eller at hun er bange for, at jeg skal dø.«

I dag har roen igen indfundet sig i familien, og Katrine Behrens forstår, hvorfor Rosemarie nedlagde veto mod hendes tale.

»Hun havde behov for en normal hverdag. For at jeg fulgte hendes sygdomsforløb, var glad på hendes vegne og slap sygdommen. Jeg er ked af, at jeg ikke formåede at give hende dét.«