Selv om Claus Drejer synes, det har været sjovt at være med i 'Landmand søger kærlighed', så var der oplevelser, den kække svine- og planteavler gerne ville være foruden.

Episoderne endte dog aldrig i TV 2-programmet, for 46-årige Claus Drejer satte foden ned, fortæller han.

»De er jo dybest set pisseligeglade med, om vi finder kærligheden. Der skal bare noget godt i kassen,« siger landmanden, der fra starten anerkendte den præmis og generelt er tilfreds med sin tv-debut.

Alligevel blev han lidt overrasket.

Claus med sine tre sidste dates, Nanett, Ea og Tina. I sidste endte valgte han at tage på romantisk weekend med Nanett.
Claus med sine tre sidste dates, Nanett, Ea og Tina. I sidste endte valgte han at tage på romantisk weekend med Nanett. Foto: Anders Brohus/TV 2
Vis mere

»De ville have os til at sige og gøre alt muligt. Jeg skulle rende og gramse og nusse. Vi spillede minigolf, og så foreslog de, at jeg lige tog om pigerne, stod bag dem og holdt på golfkøllen og mærkede lidt på dem. Men det er nok, at jeg er den ældste i år – jeg behøver ikke også være den mest klamme,« siger 46-årige Claus Drejer.

»Jeg ved godt, det er godt fjernsyn, og seerne synes, man er sjov, men man kommer jo ikke til at fremstå særlig klog af det,« siger han og fremhæver landmanden Jack Rasmussen, der i seneste sæson af 'Landmand søger kærlighed' vakte opsigt, da han kækt klappede en af sine bejlere bagi, og klippet siden fik sin tur i satireshowet 'Dybvaaad'.

Jack Rasmussen har siden fortalt til B.T., at opmærksomheden ikke gik ham på, da han står ved klappet, som kom direkte fra hjertet.

Jack fra 'Landmand søger kærlighed' 2019.
Jack fra 'Landmand søger kærlighed' 2019. Foto: TV 2
Vis mere

Men samme opmærksomhed ønsker Claus Drejer ikke, og derfor sagde han fra over for programmets tilrettelæggere.

»Så jeg sagde til dem, at så havde de nok hevet fat i den forkerte. Jeg gør det sgu ikke, og så kan vi bare stoppe her, hvis det er,« siger han og tilføjer:

»Men alt i alt har det været rigtig sjovt at være med, og jeg fortryder ikke noget som helst.«

Claus Drejer har tidligere fortalt, hvordan han for sine børns skyld tænker meget over, hvordan han fremstår i programmet.

Det var blandt andet derfor, han ikke kyssede Nanett Mikkelsen i tirsdagens afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.

»Det gør jeg bare ikke foran kameraet. Hvis det nu ikke bliver til noget, så ser det lidt åndssvagt ud. Jeg gider ikke blive husket som en eller anden klam en, der snaver nogen i gulvet, fordi man får to positive bemærkninger. Jeg har også et bagland med børn, der også skal fungere i deres sociale liv, efter at deres far har lavet sådan et stunt her,« siger han om sin deltagelse.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra TV 2, men grundet efterårsferien har det ikke være muligt for tv-stationen at kommentere Claus Drejers udlægning, lyder det.