Hvis de kunne få deres respektive kalendere til at samarbejde, så skulle Claus og Nanett snart ses igen.

Det var budskabet, da 'Landmand søger kærlighed'-vært Lene Beier for sidste gang besøgte landmanden Claus Drejer i tirsdagens afsnit af TV 2's datingprogram, efter at han og hans date, Nanett Mikkelsen, havde været på romantisk weekend.

Men, fortæller den 46-årige svine- og planteavler til B.T., det handlede om lidt mere end kalendere.

»Vi er ikke sammen. Jeg havde ikke helt den rigtige fornemmelse i maven, og vi blev mere venner end kærester. Og så er det måske ikke så nemt at finde tiden,« siger han.

»Det gik op for os på weekendopholdet. Der fik vi tid til at mærke efter. Men vi er venner og kan fint snakke sammen. Vi er ikke skiltes som uvenner.«

Claus med sine tre sidste dates, Nanett, Ea og Tina. I sidste endte valgte han at tage på romantisk weekend med Nanett.
Claus med sine tre sidste dates, Nanett, Ea og Tina. I sidste endte valgte han at tage på romantisk weekend med Nanett. Foto: Anders Brohus/TV 2
Vis mere

Claus Drejer havde valgt at tage Nanett Mikkelsen med på TV 2-programmets afsluttende romantiske weekend frem for konkurrenten Tina Hedegaard Pedersen.

Det gjorde han blandt andet, fordi den 44-årige økonomimedarbejder havde været åben for blot at være weekend- og feriekærester, og på den måde skulle hverken hans eller hendes børn lide under forældrenes beslutning.

Men weekendkærester blev de altså aldrig, og siden optagelserne sluttede i sommer, har Claus Drejer heller ikke mødt andre kvinder.

»Jeg leder stadig, men ikke med lys og lygte. Måske kan jeg rette henvendelse til en af dem, der skriver til mig på Facebook. Det er voldsomt. Det er mange flere, end jeg fik breve i programmet,« siger Claus Drejer, der ikke vil sætte et præcist antal på.

Men det kommer måske til at tage lang tid at komme igennem dem?

»Det kommer an på, hvad du mener med 'komme igennem',« siger den notorisk lumre landmand, inden han fortsætter:

»Der er nogen, der sagtens kunne være interessante. Jeg har ikke villet tage spændingen væk fra programmet, så jeg har ikke svaret nogen, før det her er ovre. Men jeg får god tid til vinter – så kan jeg gå og hygge mig med det.«