Hvem skal overtage Christiane Schaumburg-Müllers værtsrolle i 'Vild med dans'? En gammel kending lurer i kulissen.

Onsdag morgen meddelte den 40-årige tv-vært i et interview med Ritzau, at hun har valgt at stoppe som vært på TV 2's populære danseprogram.

»Jeg har valgt, at jeg ikke skal lave 'Vild med dans' i år, selv om det er et drømmejob. Jeg har fokus på familien og vores planer. Og så er jeg begyndt at tænke meget over, hvad mine fremtidige år karrieremæssigt skal indebære,« siger hun og tilføjer:

»Jeg tror, at jeg skal ruskes lidt, og så er det, jeg laver denne her disruption for at bygge noget nyt op.«

Claus Elming og Sarah Grünewald da de var 'Vild med dans'-værter sammen i 2015.
Claus Elming og Sarah Grünewald da de var 'Vild med dans'-værter sammen i 2015. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Sarah Grünewald er fortsat vært, men det er endnu ikke meldt ud, hvem der skal tage over for Christiane Schaumburg-Müller.

I mange år havde Claus Elming rollen.

Han var vært på 'Vild med dans' i årene 2006-2017, hvoraf fem af sæsonerne var med Sarah Grünewald som medvært.

Da B.T. onsdag fanger Claus Elming på sms, er han ikke afvisende overfor at gøre comeback.

Adspurgt om han kunne tænke sig jobbet, hvis han blev spurgt, svarer han kort:

»Ja. Ikke umuligt. Hvis de spørger, vil jeg overveje det.«

Han tilføjer, at han endnu ikke er blevet spurgt af TV 2.

Claus Elming har i de senere år fungeret som 'Vild med dans'-ekspert for onlineportalen SpilXperten.

Han remser kort op, hvad han savner ved jobbet som 'Vild med dans'-vært:

»Fredagene, konkurrencen, venskaberne, fortællingen. Og Britt.«

Sidstnævnte Britt Bendixen har imidlertid valgt at stoppe som dommer i 'Vild med dans', så hvis Claus Elming skulle gøre comeback, må han nøjes med en eventuel erstatning.

'Vild med dans'-redaktør Thomas Strøbech siger til Ritzau, at de nu vil bruge tiden på at 'kaste brikkerne op i luften og se med nye friske øjne på rammerne for programmet'.

»Vi gør os altid umage for at komme med nye tiltag, og der er ingen tvivl om, at næste sæson af »Vild med dans« bliver både ny og spændende og uden tvivl festlig.«

 

 

Andre læser også