Den danske skuespiller Claes Bang har haft vind i sejlene det seneste år, men selv om han nyder succesen, er han også begyndt at få hjemve.

»Jeg har virkelig arbejdet meget, så jeg har også besluttet, at når jeg er færdig med 'Dracula', så tager jeg lidt pause og kommer hjem. Jeg trænger sgu til at komme hjem snart,« lyder det fra den 51-årige skuespiller.

B.T. taler med ham i telefonen fra Los Angeles, hvor Claes Bang i øjeblikket indspiller serien The Affair, og i torsdags kom det frem, at skuespilleren har landet hovedrollen i den kommende Netflix-serie Dracula.

Da B.T. talte med den danske verdensstjerne tilbage i maj, var det på en telefonlinje fra London, hvor han filmede en anden international produktion. Der er med andre ord fart på i Claes Bangs liv, men selv om det er hårdt, brokker danskeren sig ikke.

»Det er rimelig flyvsk lige nu, og jeg har ikke tilbragt så meget tid på hjemmeadressen, for jeg har haft travlt. Men det er sagomelme en fornøjelse at få lov til at prøve kræfter med alle de her fantastiske projekter. Jeg føler mig meget privilegeret og som lykkens pamjulefis, må jeg godt nok sige,« fortæller en tydeligt stolt Claes Bang.

Det travle program har også haft den fordel, at Claes Bang har tjent rigtig mange penge i 2018. Så mange penge, at han nu er gældfri.

»Jeg har også sat mig med min lille, fedtede lommeregner, hvor jeg kunne se, at hvis jeg lavede de her projekter, kunne vi blive fri af vores gæld. Og det har jeg gjort,« siger Claes Bang og tilføjer:

»Så hvis de skulle trække stikket på mig fuldstændig, kan vi sådan set leve på et bøjet søm.«

Claes Bang rejser verden rundt som skuespiller, men savner efterhånden Danmark. Vis mere

Som konsekvens af det travle program har Claes Bang og hans kone, Lis Louis-Jensen, valgt at flytte midlertidigt til Los Angeles.

»Lige nu har min kone og jeg valgt at gå helt L.A. på den, for vi har aldrig rigtigt været her så meget. Så nu er hun kommet herover, og vi holder jul og nytår i Los Angeles, og vores døtre kommer herover. Også for at få lidt ro på, for jeg bliver faktisk rimelig tosset, hvis jeg skal sidde for meget i en flyver,« fortæller Claes Bang.

Selv om livet i Los Angeles med sol og 20 grader er lækkert, er der dog lige nu noget andet, der trækker mere i den danske skuespiller:

»Jeg tog mig selv i den anden dag at sidde og tænke: 'Ej, det er da også hyggeligt med det kolde og mørke vejr og stearinlys indenfor'. Det er jo absurd,« griner han.