Christopher Læssø er fyldt med positive vendinger, når han skal beskrive sin kæreste.

'Den vildeste danser'-værten fortæller, at han stadig er nyforelsket i sin islandske kærlighed, og at coronaen har budt på ekstra tid for parret. Det skriver Se og Hør.

Og selv om han ikke vil afsløre, hvem kvinden er, så fortæller han lidt om, hvad han godt kan lide ved hende.

»Hun er meget jordnær, og så er hun en af de smukkeste kvinder, jeg har set i mit liv,« siger han og understreger, det gælder både indvendigt og udvendigt.

Hun er nemlig typen, som tager ansvar for sig selv og sin familie, lyder det om kæresten, som Læssø mødte i byen.

Arbejdsmæssigt danner Christopher Læssø dog par med en anden kvinde, nemlig tv-vært og tidligere danser Christiane Schaumburg-Møller.

Hun er ligesom sin makker i et relativt nyt forhold. Hun bekræftede nemlig i januar, at hun havde fået en ny kæreste.

Senere afslørede hun, at manden i hendes liv er forretningsmanden Daniel Åxman, som hun blandt andet havde med til Billed-Bladets tv-pris.

Her fortalte kendissen, at de to var blevet introduceret for hinanden af venner.

Og nu kan hun og Christopher Læssø glæde sig over meget mere end den store finale i 'Den vildeste danser' 25. september.