Det var tv-vært Christian Degns store drøm at blive far. Men en melding om nedsat sædkvalitet gjorde ham bekymret for, om det nogensinde ville ske.

I et nyt TV 2-program, der får premiere tirsdag på PLAY, fortæller den kendte vært om det, han selv beskriver som 'sin hemmelighed'.

»I dag skal vi fejre os selv og vores helt egen personlige tv-serie, om os, min sædkvalitet og den store drøm: at blive forældre. Det er stort for os,« fortæller Christian Degn til B.T.

For i dag har han sønnen Vagn med kæresten Trine Johst Vammen.

Men de lykkelige omstændigheder havde han dårligt turde håbe på tilbage i tiden.

'Nu slipper jeg min hemmelighed fri: Jeg var bange for aldrig at blive far. Jeg har nemlig stærkt nedsat sædkvalitet. Jeg har vidst det i mange år, og det har fyldt meget – men det har samtidig været et tabu for mig,' skriver Christian Degn på Instagram, hvor han også har delt en trailer for programmet.

'Jeg turde ikke sige det højt, for jeg var bange for at blive valgt fra. Og bange for at tænke tanken til ende: 'Hvad nu, hvis jeg aldrig bliver far …' Og næste spørgsmål: 'Hvad skal der blive af mig?' Tankerne gjorde for ondt.'

Han har valgt at dele ud af sine tanker og oplevelser, fordi der ifølge ham er mange mænd, der tumler med spørgsmålet om nedsat sædkvalitet.

'Men det her handler om meget mere end mig. Det handler om en hel generation, som har svært ved at få børn. Mennesker med sår på sjælen, søvnløse nætter, udmattende behandlinger, forliste forhold og knuste drømme.'

Christian Degn har arbejdet på programmet i halvandet år, og det har ikke altid været helt let at skulle tænke på, at det skulle ud i de danske stuer efterfølgende.

'For over halvandet år siden, tændte vi kameraet. Med risiko for, at jeg lukkede alle ind i mit livs største nederlag … og så tog det hele den vildeste drejning! Trine og jeg var ekstremt heldige med Vagn. Mit livs lottokupon! Men under graviditeten tog det igen nogle hårde drejninger.'

'Nu deler vi vores historie. Og håber, at det kan give håb til alle jer, der ligesom mig har siddet og følt sig alene. Og tænkt: 'Det lykkes aldrig'. Du er ikke alene. Og det er slet ikke din skyld,' lyder det.

Du kan se programmet forud på TV 2 Play denne tirsdag. Ugen efter sendes det på TV 2.