Ikke alt er helt perfekt i Charlotte og Fredriks grønne vinderlejlighed.

Den 3. april blev en særlig lykkelig dag for 27-årige Charlotte Møller Jakobsen og 29-årige Fredrik Holm Koch fra Aarhus. Parret vandt nemlig fjerde sæson af ‘Nybyggerne’ og hermed også deres drømmelejlighed i Hedehusene til en værdi af 3,4 millioner.

Allerede kort efter sejren kunne parret dog afsløre, at ikke alt var indflytningsklart i lejligheden. To rum ville de gerne ændre – det ene ekstraværelse skulle laves til børneværelse til den lille ny, der ligger i Charlottes mave, og så skulle det ene badeværelse fikses af en murer, da særligt gulvet ikke var helt i orden.

Efter flere måneders venten nærmer Charlotte og Fredriks flyttedag sig endelig, og der er ingen tvivl om, at parret glæder sig meget til at flytte ind i deres grønne lejlighed. De har dog fundet ud af, at det ikke bare er det ene, men derimod begge badeværelser, der skal have en omgang:

'Inden vi kan flytte rigtig ind, er der flere ting, som vi har valgt at lave om eller forbedre, og det er der flere grunde til. For det første gjorde tidspresset under ‘Nybyggerne’, at nogle rum blev lavet så hurtigt, at tingene simpelthen trænger til en ekstra hånd her efterfølgende. Eksempelvis er tre dage til at lave et badeværelse fra bunden bare ikke nok, og derfor har vi valgt at starte forfra med begge badeværelser. Denne gang er det dog en sød og dygtig murer som laver det svære – heldigvis,' fortæller Charlotte på parrets blog.

Nåede aldrig at sidde i sofaen

Kalenderen skriver snart september, hvilket vil sige, at det er fem måneder siden, at Fredrik og Charlotte vandt lejligheden i ‘Nybyggerne’. Det betød også, at det var lidt af en oplevelse at komme tilbage til deres vinderhjem efter så lang tid:

'Vi har været væk fra lejligheden, siden optagelserne stoppede i starten af november sidste år. Derfor var det lidt en mærkelig følelse at komme tilbage i lejligheden, som kan føles lidt som en tv-kulisse. Eksempelvis skulle vi forlade lejligheden dagen efter afleveringen af stuen, som var det sidste rum, hvilket betyder, at vi aldrig nåede at sidde i sofaen, ligesom vi heller aldrig nåede at lave et rigtigt måltid mad i køkkenet eller bruge badekarret,' forklarer Charlotte på bloggen og fortsætter:

'Derfor har vi brug for at gøre det mere til 'vores eget', hvilket selvfølgelig også bliver nemmere, når vi får alle vores ting hjemmefra flyttet ind. Derudover så står vi jo over for en familieforøgelse om ikke så længe, og derfor skal vi have omrokeret, så der bliver et børneværelse og plads til mere opbevaring,' skriver Charlotte.

Charlotte afslutter med at fortælle, at det bestemt kribler i fingrene for at komme tilbage for at gøre grøn lejlighed endnu federe.

Se billedet nedenfor, hvor Frederik er i fuld gang med at pakke parrets lejlighed i Aarhus ned:

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk