»Jeg var ikke bange for at dø, men jeg var sgu bange for at dø alene. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne nå at få lov at se min Christina igen,« siger Charlotte Bøving, efter hun svævede mellem liv og død under optagelserne til 'Øen VIP'.
Set i bakspejlet blev en forkert og forhastet beslutning fra kokken Thomas Rode skæbnesvanger for tv-lægen. Men hun bebrejder ikke sin meddeltager.
»Vi var allesammen pressede, og jeg kunne jo selv have råbt højere,« siger hun.
Den dramatiske episode tog sin begyndelse, da Charlotte Bøving i september tog til Mellemamerika for at optage Discovery+-programmet, der i alt sin enkelthed går ud på, at hun, Thomas Rode, Oliver Bjerrehuus, Philine Roepstorff, Mille Gori, Frederik Nonnemann og Sebastian Bull skal overleve på en øde ø uden moderne hjælpemidler.
Men allerede inden for de første minutter på øen gik det galt, da Charlotte Bøving slog sin fod ind i en trærod på stranden og brækkede den.
»Heldigvis fandt jeg en Crocs, der var skyllet op på stranden, som jeg kunne gå i for at få lidt støtte,« siger hun.
Nogenlunde samtidig blev kimen til tv-lægens voldsomme indlæggelse lagt – men det vidste ingen på dette tidspunkt.
Septetten havde ved ankomst til øen fået udleveret præcis 50 liter rent drikkevand, som akkurat burde være nok til det første døgn.
Men 50 kilo er tungt, når man samtidig skal bestige en bakket, ufremkommelig mangroveskov, mens solen går ned om få timer og tager den sidste lyskilde fra dig. Så anført af en meget insisterende Thomas Rode, som med stor overbevisning proklamerede, at han let kunne finde tilbage, når først lejren var sat op, besluttede gruppen af efterlade halvdelen af vandet.
Sådan skulle det naturligvis ikke gå.
Og i en regntid, hvor betingelserne for at lave ild var svære, kunne de ikke koge saltet ud af havvandet eller stege fisk. I stedet måtte de drikke kokosvand og spise kokosnødder. Og selvom det måske lyder lækkert og eksotisk, var det ikke sundt – især ikke for Charlotte Bøving. Ifølge tv-lægen er kokos nemlig så fiberrigt, at flere af deltagerne endte med forstoppelse.
»Og det var faktisk det eneste, jeg frygtede hjemmefra. Jeg vidste, det var en kalkuleret risiko. Så det var en dum beslutning at dumpe i vandet.«
I 2010 blev Charlotte Bøving første gang indlagt med tarmslyng, og i 2016 opdagede lægerne en bagvedliggende uhelbredelig kræftsygdom. Kræften er i dag under kontrol, men den 55-åriges tarme har 15-16 gange siden 2010 sendt hende på hospitalet, fordi arvæv efter to kræftoperationer gør det svært for noget at passere.
Og det skete også, da tv-lægen efter tre dage på øen fik voldsomme mavekneb og begyndte at kaste grøn galde op. På fjerdedagen måtte hun evakueres fra øen.
Her afslørede en scanning, at hun ud over tarmslyng havde to lunger, der var delvist sammenklappede på grund af presset på de indre organer.
»I et døgn lå jeg på hospitalet i Panama og havde det rigtig elendigt. Jeg havde mavekramper, kastede op og vidste, at jeg kunne dø af det her. Så i ren frustration ringede jeg til min danske kirurg, som fortalte, hvad jeg skulle gøre,« siger Charlotte Bøving.
Så tv-lægen fik salt, sukker, morfin og masser af væske. Og langsomt begyndte hun at få det bedre.
»Men de turde stadig ikke flyve med mig, fordi der var stor risiko for, at min tarm ville springe under det fysiske pres i flyvemaskinen,« siger Charlotte Bøving, der derfor måtte vente yderligere på at få lov at komme hjem til sin elskede Christina.
Trods den alvorlige oplevelse bebrejder hun ikke Thomas Rode, at han besluttede at efterlade halvdelen af deres vandreserver på øen.
»Alle gør jo, hvad der er bedst for dem, og Thomas var vanvittigt klar over, at han var en af de stærkeste, så det også var ham, der skulle slæbe noget rigtig tungt. Så for ham var det en fornuftig beslutning at fordele vægten over to gåture. For mig blev det en skæbnesvanger beslutning, men jeg kunne jo selv have valgt at gå med de 25 liter i en meget tung mælkejunge,« siger Charlotte Bøving.
Hun fortryder ikke sin deltagelse, som fandt sted under ordnede forhold og med adgang til en satellittelefon, da hun netop vidste, at der var en kalkuleret risiko for tarmslyng.
»Så vi skal bare huske, hvor privilegerede, vi er. De mennesker, der ellers står ude på de her øer, har jo ikke den samme mulighed for at få lægehjælp, når det går galt. Det er virkeligheden for rigtig mange mennesker i verden, og det har været en fantastisk øjenåbner for os.«
