28-årige Cecilie Sidelmann Basnov fra 'Gift ved første blik' fik for fire år siden flere blodpropper i venstre lunge, og selvom hun i dag er kommet ud på den anden side, fandt hun først for nylig ud af, at sygdommen ikke helt har sluppet sit tag.

»I løbet af de sidste fire år har der været gange, hvor jeg har kunnet mærke, at jeg var stresset, men alligevel var jeg så stædig, at jeg ville klare det selv. Det er faktisk først for nylig, at jeg er begyndt at snakke med min læge om det, og lægen har så fundet frem til, at det handler om hele den episode, jeg har været igennem,« forklarer Cecilie Sidelmann Basnov, der til daglig arbejder som dealer på et casino.

I dag får hun derfor hjælp til at tackle eftervirkningerne af blodpropperne.

»Jeg får blandt andet psykologhjælp for at snakke med en om de ting, jeg har været ude for,« forklarer Cecilie Sidelmann Basnov.

Cecilie Basnov fra 'Gift ved første blik' giver sin brudekjole gratis til Tina Broholm.
Cecilie Basnov fra 'Gift ved første blik' giver sin brudekjole gratis til Tina Broholm. Foto: Marianne Overaa
Vis mere

Det er i et interview til Se og Hør, at 'Gift ved første blik'-deltageren første gang fortalte om de blodpropper, der ramte hendes venstre lunge for fire år siden, og som kunne have kostet hende livet. I dag er Cecilie Sidelmann Basnov klar over, at hun måske var lidt for hurtig til at komme tilbage på benene dengang.

»Efter mine blodpropper blev jeg tilbudt hjælp, og jeg tog også imod hjælp, men jeg var hurtigt ovenpå og tænkte, at jeg hurtigt skulle videre. Men senere reagerede min krop på det, og det får jeg hjælp for nu. Men på daværende tidspunkt tænkte jeg ikke på det, jeg havde travlt med nyt job og kørte bare på,« fortæller Cecilie Sidelmann Basnov.

»Jeg har arbejdet meget, har ikke taget så meget ferie, som jeg burde, og så har jeg flyttet meget frem og tilbage,« forklarer Cecilie Sidelmann Basnov, der nu prøver at få mere ro på.

»Jeg har ikke fået slappet af, og det prøver jeg så nu,« lyder det fra den 28-årige dealer, der i dag er bosat i Roskilde.

Cecilie i første afsnit.
Cecilie i første afsnit.
Vis mere

I dagligdagen har Cecilie Sidelmann Basnov stadig fysiske efterveer af blodpropperne, når hun eksempelvis mærker, at hendes hjerte konstant banker, som om hun lige havde løbet en tur. Hun fortæller også, at hendes fysiske energiniveau generelt er blevet lavere, og hun kan ikke dyrke motion på samme måde som før.

»Man bliver lidt en anden person på en måde, for det ændrer mit liv. Når jeg skal ud og rejse, skal jeg have støttestrømper på. Jeg skal have blodfortyndende medicin igen, hvis jeg bliver gravid, og jeg kan da mærke, jeg ikke er på toppen fysisk på samme måde som før,« forklarer Cecilie Sidelmann Basnov.

Hun understreger dog, at hun i høj grad lever et normalt liv i dag, og det værste, Cecilie Sidelmann Basnov kunne forestille sig, var, hvis folk så hende som svag. For det er det sidste, hun er.

»Jeg prøver ikke at tænke på det og nyde livet. Folk skal ikke se mig som en svag person, og jeg vil aldrig bruge det som en undskyldning for noget,« siger hun.

Cecilie Sidelmann Basnov er i øjeblikket aktuel i 'Gift ved første blik' på DR 1.