Casper Christensen og Frank Hvam har opfundet mange regler, tricks og talemåder, som i løbet af de seneste 16 år er blevet allemandseje.

'Ja-hatten', 'B.S.-skalaen', 'Fissetrumfen' og '15-minutters-reglen' for at nævne nogle få.

Men især ét 'Klovn'-fænomen er Casper Christensen ekstra glad for.

Et trick, som blev opfundet til den nyeste sæson som en lille personlig vendetta over hans ven, skuespilleren Dejan Čukić.

Casper Christensen og Frank Hvam er aktuelle med ottende sæson af 'Klovn'.
Casper Christensen og Frank Hvam er aktuelle med ottende sæson af 'Klovn'. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Den morer jeg mig rigtig meget over,« griner han.

I tredje afsnit har Dejan Čukić en lille gæsteoptræden som Caspers charmerende, men også usympatiske ven, der møder makkerparret Frank og Casper på en restaurant.

De er alle tre inviteret til Lars Hjortshøjs bogreception en time senere, men ingen af dem orker det rigtigt. For de hygger sig lige så godt med udsigten til god mad og alkohol i stride strømme.

Så introducerer Dejan Čukić sin finte:

Han vil ringe til Lars Hjortshøj og sige, at de tre venner er i Stockholm, men vil boarde et fly om ti minutter. 20 minutter senere vil han ringe igen og beklage, at flyet er blevet en smule forsinket. En halv time efter gentager han manøvren.

»Og så gør jeg det måske én gang til,« siger seriens fiktive udgave af den 54-årige skuespiller.

»Jeg bliver ved med at give ham håb, og så gør jeg det en sidste gang, inden jeg siger: 'Vi kan ikke nå det'.«

På den måde vil Lars Hjorthøj få mere ondt af sine stakkels strandede venner end af sig selv for at blive droppet.

Skuespilleren Dejan Čukić er gæstesstjerne i sæson otte af 'Klovn'.
Skuespilleren Dejan Čukić er gæstesstjerne i sæson otte af 'Klovn'. Foto: Per Arnesen/TV 2
Vis mere

»Det er jo et sindssyg godt trick, det der,« siger Casper tydeligt imponeret, inden Dejan Čukić annoncerer, at det kaldes 'en Dejan'.

Casper Christensen kan næsten ikke lade være med at grine i skægget, da han taler med B.T. om den lille genistreg.

»Den morer mig virkelig. Jeg er privat rigtig gode venner med Dejan, og han har lavet 'en Dejan' på mig flere gange. Så derfor ringede jeg til ham og sagde: 'Du skal være med i 'Klovn', og du skal lave 'en Dejan'. Så var han ved at dø,« griner Casper Christensen.

»Så skriver han til mig forleden, at han var rigtig glad for at være med – problemet er bare, at hver gang han nu ringer til folk, så tror de, han ringer for at aflyse eller for at sætte op, at han vil aflyse. Så 'en Dejan' er jeg rigtig glad for, fordi den er ægte.«

Og fordi den nu går ud over ham?

»Ej, den går jo ikke rigtig ud over ham. Han har jo fucking lavet den på mig i virkeligheden! Så nu får han lidt tilbage. En lillebitte hævn. Så det er rigtig dejligt,« smiler Casper Christensen, der dog forsikrer om, at Dejan Čukić ikke har fortrudt sin medvirken.

Foruden 'en Dejan' er Casper Christensen ret begejstret for den gamle 'Klovn'-traver 'benægt, benægt, benægt', som Casper blandt andet opfordrede Frank til at bruge, da han var Mia utro i sæson fire og overvejede at gå til bekendelse.

»Den morer mig også stadig, fordi det er så vanvittigt bare at benægte,« siger Casper Christensen.

»Fra det gamle 'Klovn' er 'fedt, fedt, fedt, fedt' nok min favorit, for den bruger jeg selv uden at bemærke det. Men 'ja-hatten' er også sjov, fordi den er blevet noget, man faktisk siger,« siger han om begrebet, der bruges, når man vælger at se positivt på tingene og sige ja til alle udfordringer, uanset hvor sindssyge de er.

Introduceret i 'Klovn'-universet i 'Godfather of Drugs' fra 2005, da Franks barndomsven Pivert blev gruppepresset til at tage heroin.

'Klovn' kører i øjeblikket på ottende sæson og kan ses på TV 2 Play, mens optagelserne til en sæson ni allerede er i gang.