Sidste år trak Carsten Jensens tv-ægteskab i 'Gift ved første blik' dramatiske overskrifter.

Brandmanden fra Skælskør blev matchet med den jævnaldrende Eva Lundberg, og de gik nærmest fra start af skævt af hinanden.

Efter flere sammenstød på bryllupsrejsen til Norditalien valgte Carsten at sige stop, og i dag undrer han sig stadig over DR's evner inden for matchmaking.

»Jeg synes, konceptet er fedt, men som jeg også har holdt på lige siden, så begyndte jeg at få tvivl omkring den sammensætning, psykologerne havde lavet. Jeg sagde fx, at jeg ikke ville sættes sammen med en ryger, og så var det præcis det, de gjorde. Det forstår jeg stadig ikke. Jeg savner stadig en forklaring fra DR,« fortæller Carsten Jensen.

Carsten og Eva.
Carsten og Eva. Foto: Marianne Overaa
Vis mere

Han understreger, at det ikke har noget med Eva Lundberg at gøre.

Der var bare nogle parametre omkring deres forskelligheder, han ikke kunne få til at give mening.

»Da det hele er overstået, skriver en kvinde til mig, at hun var en af de sidste, der blev sorteret fra i castingprocessen. Jeg bad hende fortælle lidt om sig selv, og hun virkede til at matche med mig 100 gange bedre end Eva,« fortæller Carsten.

»Der skal åbenbart være nogen, der ikke går lykkeligt igennem, og det er ofte os ældre. På et tidspunkt blev jeg ringet op af Martin fra forrige sæson, som sagde, at jeg var blevet udsat for det samme som ham.«

Carsten.
Carsten. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han forklarer, at han bagefter både kontaktede de tilknyttede psykologer samt DR, men ingen kunne ifølge ham give en brugbar forklaring på mismatchet.

»Jeg blev også hængt ud som sexmaniac i medierne. Det er lidt spøjst, for det eneste, jeg gjorde, var at kysse hende en enkelt gang i nakken.«

Carsten Jensen tilføjer:

»Der var også en situation, der blev taget ud af kontekst. På et tidspunkt siger jeg noget med omskæring, da vi spiser blæksprutteringe. Jeg sagde det som en joke. Det ,der ikke blev vist på tv, var, at hun lige forinden havde fortalt, at hun tidligere havde været gift med en muslimsk mand, der var omskåret.«

Han fortæller, at han og Eva sidst så hinanden ved en forpremiere af 'Gift ved første blik' hos produktionsselskabet, hvor de skiltes på god fod.

Halvanden måned efter de kom hjem fra den mislykkedes bryllupsrejse, mødte han en ny kvinde, og hende er han stadig sammen med i dag.

Han er stadig ved Hovedstadens Beredskab og har sin campingplads i Skælskør.

»Jeg tager 'Gift ved første blik' som en oplevelse, men jeg vil sige til DR, 'gør nu jeres arbejde ordentligt, for det er noget, folk bruger næsten et helt år på'.«

Carsten og hans nye kæreste.
Carsten og hans nye kæreste. Foto: Privatfoto
Vis mere

Carsten Jensen søgte sidste år om at komme med i et nyt tv-program, overlevelseskonkurrencen 'Alene i vildmarken', men hørte aldrig fra casterne.

Mette Nissen, programchef Snowman, der laver 'Gift ved første blik', skriver i et e-mailsvar til B.T.:

»Alle par – uden undtagelser – er matchet med et eneste mål: at skabe et lykkeligt at ægteskab. Efter en indledende casting har vi en bruttotrup af mennesker, som eksperterne så matcher ud fra. Der bliver matchet på utrolig mange parametre, men i sidste ende er det de medvirkende, der skal kunne se mulighederne i deres match og få det til at lykkes.«

Sidste år svarede DR-redaktør Sofie Fromberg til spørgsmålet, om det handlede mere om at lave godt tv end skabe gode par:

»Jeg kan godt love med 300 milliarder procents sikkerhed, at det handler det ikke om. Det her er det eneste program, jeg kender, hvor man håber på, det går godt for de medvirkende, og vi sætter ingen sammen, fordi det er godt tv. Jeg ville ødelægge mit eget job, hvis vi gjorde det, for så kan man bare lave et andet program.«