Kan man vinde 'Alene i vildmarken' på god energi og shamanisme?
Det vil vise sig i år, hvor ægteparret Camilla Varming Nielsen og Martha Marie Jensen fra Krarup på Fyn har meldt sig til DRs populære overlevelsesprogram med deres spirituelle livsstil som et ekstra værktøj i rygsækken.
»Det har altid stået på vores bucket list, at vi gerne ville prøve et overlevelsesprogram og leve på naturens præmisser. Vi har også set den amerikanske udgave af 'Alene i vildmarken', så da vi så, at de søgte deltagere, så slog vil til,« fortæller Camilla til B.T.
På Fyn er de kendt som 'hønsedamerne', fra dengang de solgte økologiske æg. I dag driver de fortsat deres egen virksomhed, hvor de sælger økologiske råvarer og specialprodukter, og derudover bruger de en stor del af deres fritid på alternative ting, fortæller Martha.
»Det er meditationer, psykedeliske rejser og den slags. Vi er meget søgende og undersøgende.«
»Hele vores liv tager faktisk udgangspunkt i det. Vi tager ikke en beslutning uden at mærke efter,« tilføjer Camilla.
De har tidligere blandt andet gået den berømte spanske pilgrimsrute Caminoen, derudover har de rejst en del i Sydamerika, hvor de har prøvet bevidsthedsudvidende stoffer som ayahuasca (hallucinerende te) og rapé (speciel tobak, der bruges som spirituel medicin i Sydamerika).
Camilla forklarer, at det, man overordnet kalder for shamanistiske rejser, kan være mange forskellige ting.
»Du kan tage en shamanistisk rejse, når du spiser et måltid. Det kræver bare, at du har den rette bevidsthed.«
Og deres erfaringer med det spirituelle var netop noget, de kunne bruge i 'Alene i vildmarken' – særlig i den første del, hvor deltagerne var adskilt, og Camilla skulle finde frem til Marthas vildmarkslejr.
»Vi brugte det meget aktivt til at mærke ind i hinandens energi og få at vide, om den anden er okay. Jeg sendte energi til Camilla, så hun havde overskud til at nå hurtigere frem og klare turen uden de store problemer. Hvis man beamer ud, er det nemmere at gå i den rigtige retning,« forklarer Martha.
»Hvis jeg gik i noget utrolig tæt krat, hvor jeg ikke kunne se mere end et par meter frem, brugte jeg det til at mærke efter,« tilføjer Camilla, der beskriver sin indledende vandretur i første program som 'rent vanvid'.
»Nogle gange måtte jeg kravle over klippeblokke for at undgå en omvej på seks kilometer. Det var vandring i psykoterræn,« griner hun og tilføjer:
»Jeg knækkede fire vandrestave undervejs. Jeg er meget stædig og fysisk stærk, men jeg er overrasket over, at der ikke skete mere med mig.«
Samtidig ventede Martha i lejren uvidende om, hvornår Camilla ville nå frem.
»Jeg synes, det gik okay, for Camilla var jo ret hurtig fremme. Den første dag vidste jeg godt, at hun nok ikke ville komme, så der tænkte jeg ikke så meget på det, men da vi nåede hen på tredjedagen, var det ved at blive anstrengende. Vi havde aftalt at skulle kalde på hinanden skiftevis hver halve time, for at hun nemmere kunne finde mig, hvis hun var i nærheden. Jeg havde nærmest givet op og kaldte en sidste gang, og så var hun der endelig,« husker Martha tilbage.
