B.T.s underholdnings-redaktør målløs over TV 2-direktør: 'Under al kritik'
Særligt én ting chokerer B.T.s underholdningsredaktør, efter nu også TV 2s indholdsdirektør har været ude og undskylde for 'Alle elsker Rasmus'.

Særligt én ting chokerer B.T.s underholdningsredaktør, efter nu også TV 2s indholdsdirektør har været ude og undskylde for 'Alle elsker Rasmus'.

»Jeg er simpelthen målløs.«
Sådan siger B.T.s underholdningsredaktør Fie West, efter TV 2s indholdsdirektør Ulla Pors har givet sit første interview til TV 2 News i forbindelse med skandalen om 'Alle elsker Rasmus'.

Ifølge Fie West er TV 2-topchefen Ulla Pors nemlig ude »på dybt, dybt vand« i sin første undskyldning af det tilbagetrukne program, hun samtidig fortæller, der skal iværksættes en undersøgelse af.
For Fie West var det mest chokerende dog én særlig afsløring, som TV 2-indholdsdirektøren kom med i det »bizarre« interview.
»Endelig får vi langt om længe indholdsdirektør Ulla Pors på banen i den her sag, og så viser det sig, at hun ikke engang har set programmerne,« måber Fie West.
»Jeg anerkender, at man som del af det helt øverste ledelseslag ikke kan se alt, men her snakker vi altså om et program, hvor man bruger skjult kamera i fire måneder. At hun ikke har set det før udgivelse er simpelthen under al kritik.«

Ulla Pors anerkender da også i interviewet, at hun selv er skyldig i flere af de »rigtigt mange fejl«, ikke mindst »alvorlige fejl«, der er blevet begået i forbindelse med 'Alle elsker Rasmus'.
Blandt andet herunder, at hun først skrev 'Så fedt, I tænker nyt og vildt!' i en kommentar til det siden tilbagetrukne og stærkt kritiserede program – og at hun som direktør for indholdet på TV 2 aldrig fik set det inden udgivelsen.
»Det er jeg ked af, jeg skrev. Den store fejl er, da vi skal til at sende programmet, sætter jeg mig ikke ned og ser programmerne. Jeg kendte til konceptet og havde set klip. Jeg bebrejder mig selv. Jeg er også en del af den undersøgelse, vi kigger ind i,« lød det her fra Ulla Pors i TV 2 News.
For B.T.s underholdningsredaktør at se handler undersøgelsen dog nok mest om at »købe sig selv og resten af ledelsen tid i en gigantisk medieskandale«.

»Det er fint at få sagen undersøgt, men det virker så samtidig dybt bizart, at Ulla Pors end ikke kan svare på et eneste spørgsmål vedrørende undersøgelsen. Ikke engang om den skal laves internt eller eksternt,« siger Fie West.
Ifølge underholdningsredaktøren må det uundgåeligt ende med fyringer hos TV 2.
»Jeg tror ikke, ledelsen på TV 2 skal regne med, at man kan gemme sig bag den her undersøgelse. Krisen vil fortsætte, indtil nogen mister deres job som konsekvens af det her,« slår hun fast.
B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra TV 2s indholdsdirektør Ulla Pors, men søndag gav hun altså sit første interview i sagen. Læs mere om det HER.