Denzel Washington sagde det klart og tydeligt, kort inden Will Smith måske ødelagde sin karriere for altid.
»I dit livs største øjeblik skal du være varsom. Det er der, djævlen viser sig.«
Den 67-årige stjerne forsøgte at give et godt råd til sin yngre kollega, men forgæves. De næste dage kommer til at afgøre, om Will Smith er en færdig mand i Hollywood.
Efter den 53-årige skuespiller gik amok ved årets Oscar-fest og slog ud efter Chris Rock på scenen, tog han opmærksomheden fra prisuddelingen og alt det andet, Hollywood-maskinen forsøgte at servere for os: kvinderettigheder, homorettigheder, mangfoldighed og sammenhold med ukrainerne.

På under ti sekunder kastede han sig selv og alle andre under bussen og skabte kaos. Ingen taler om andet i aften i Hollywood – og resten af verden er vågnet op til overskrifter og tweet om hr. Smith.
Der er flere på Twitter, der mener, at en hel sal af mennesker på Hollywood Boulevard bare lod ham gøre det, og det fine amerikanske filmakademi måtte kort efter udsende en besked, hvor de gjorde det klart og tydeligt, at de på ingen måde accepterer vold.
Will Smith sagde i sin tårevædede tale, at han håber, at akademiet vil invitere ham med igen. Men spørgsmålet er bare, om de kan det.
For man kan vel ikke gradbøje vold, kan man? Heller ikke, selv om man gør det for sin elskede. Der er jo ingen tvivl om, at Will Smith handlede for at forsvare sin hustru, Jada Pinkett Smith, som Rock gjorde grin med på scenen. Smith kunne i stedet have givet Chris Rock et par verbale øretæver i sin tale, men han handlede som en neandertaler.
Man kan blive cancelled for meget mindre i Hollywood. Tænk på, hvor mange skuespillere og andre filmfolk, hvis karrierer ligger i ruiner på grund af dårlig opførsel de sidste mange år. Så kan man heller ikke have Will Smith med på de fineste gæstelister.
I værste fald beder Akademiet om at få deres Oscar tilbage, og så er han en færdig mand i Hollywood. Ingen vil røre ham med en ildtang.
I bedste fald giver han en offentlig undskyldning til Chris Rock, hvor han tager afstand fra sin handling og vold generelt. Så er det op til filmbranchen, om de kan tilgive ham.
Hvor er det egentlig trist. For få år siden valgte Will Smith at boykotte Oscars, fordi der manglede repræsentanter fra det sorte USA. Siden er der sket meget, og diversitet er noget af det allervigtigste i Hollywood.
Smith var en mand med en mission, og den lykkedes faktisk. I aften skulle han endelig have den anerkendelse, men nu har han tabt det hele på gulvet. På grund af ti sekunders vanvid, der chokerede hele verden.
Det blev en vild Oscar-aften i Hollywood. Jeg sad selv i presserummet bag ved Dolby Theatre og ventede på, at vi skulle få en udtalelse fra Will Smith.
Men han kom aldrig.
I stedet stak han halen mellem benene og droppede pressemødet som den eneste Oscar-vinder. Der var virkelig ikke noget hæderligt over Will Smith i den 94. udgave af The Academy Awards. Øv.