Fredag aften trådte Danmarks modigste dansere nok en gang ud på gulvet, og det var én mand – og hans nye hårpragt – som stjal showet fuldstændig.

Her får du B.T.s dom over første afsnit af 'Vild med dans'.

Er der virkelig gået så mange år? Imponerende, TV 2!

Ethvert tv-program, der formår at køre i 20 sæsoner, må kaldes en ubetinget succes. 'Vild med dans' har altid delt vandene. På den ene side har vi dem, der troligt sidder klistret til skærmen hver fredag, og på den anden side har vi dem, der højlydt forundres over, hvordan et program med – i deres optik – en flok b-kendisser, der ikke kan danse, igen og igen kan få skærmtid?

Faktum er dog, at 'Vild med dans' har været her lige siden 2005, hvor Mia Lyhne som den første kunne lade sig krone som vinder. Hun var også tilbage i aften, hvor hun gav den som ret anonym gæstedommer.

Siden da er programmet flere gange løbet med overskrifterne – på godt og ondt.

Der var dengang i 2007, hvor Se&Hør fandt spor af kokain på både toiletterne, hvor programmet blev produceret og på baren, hvor deltagerne holdt efterfest. Hvilket i øvrigt ikke var noget, der imponerede en dengang ung Robert Hansen, som endte med at vinde sæsonen. 

Robert Hansen og Marianne Eihilt vandt i 2007 'Vild med dans'.
Robert Hansen og Marianne Eihilt vandt i 2007 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hold da kæft, man kan efterhånden finde det lort alle steder. I skulle teste mig. Det ville jeg ikke have noget imod,« lød det til Se og Hør fra skuespilleren, skrev Ekstra Bladet.

Nogle år senere, i 2013, var det Europas bedste fodboldspiller i 1977, Allan Simonsen, som satte programmet på den anden ende. En stor danser var han ikke, men en kampagne fra det daværende DR-program 'Monte Carlo', som opfordrede til at stemme på den rolige vejlenser, satte 'Vild med dans' på den anden ende. Uge efter uge gik han videre, og TV 2 så sig i sidste ende nødsaget til at ændre hans SMS-kode. Han nåede hele vejen til semifinalen, før det var slut. 

'Vild med dans' er synonym med fredag aften. Sådan har det været i 20 sæsoner. Og vi kan ikke udelukke, at det bliver sådan i 20 sæsoner mere.

Det er IKKE miniputfodbold det her. Smid nu nogen hjem!

Der er dommere, der er point, og der er sågar en finale, hvor der skal kåres en vinder, som får et trofæ til kaminhylden. Altså kan ingen være i tvivl om, at 'Vild med dans' er en konkurrence.

Det har TV 2 dog øjensynlig glemt. Fordi det var sæsonens første program, var der ingen, der røg hjem.

Vi forstår godt, at man gerne vil give nydanserne en rolig start og en god oplevelse, og vi ved også godt, at pointene ryger med til næste uge, men det er altså bare lidt kedeligt med halvandens time tv uden nogen form for forløsning i enden.

Kære TV 2, gem de velmenende ord om, at det vigtigste er at være med til miniputstævnet i weekenden, hvor alle alligevel får en medalje bare for at deltage, og stå så ved, at det her en dansekonkurrence. 

Næste år kan I jo eventuelt overveje at doble op og smide TO par ud i første afsnit. Så skal vi nok give jer seks stjerner. Men for nu må I nøjes.

Danmarks sjoveste danser?

Han har været med i Tivolirevyen, 'Live fra Bremen' og en helt masse andre ting, hvor han har skulle være sjov. 

Og Andreas Bo var da også sjov på dansegulvet i aften – heldigvis ikke ufrivilligt. Han slog fast, at han er her for at danse for sejren, men 'funny bones' fornægter sig ikke, og han fik publikum, dommere og helt sikkert også en masse seere derhjemme til at grine, da han kastede sig ud i en charmerende cha cha, hvor der næsten var lige så meget bevægelse i grimasserne, som der var i benene.

I 2023 er det en hvepserede at kommentere på nogen udseende, men nu gik TV 2 selv ned ad stien, da de kom ind på Andreas Bos nye hårpragt. Komikeren, som normalt er helt kortklippet, havde til dagens anledning fået sort, tilbageslikket hår som en leende latino. Ingen kan være i tvivl om at, han har kastet sig ind i det her med liv og sjæl. Hold øje med ham – han kan godt gå langt i den her sæson.

I et første program, der var på vippen til det kedelige, stjal han i hvert fald fuldstændig billedet, og selvom han kun var hovedperson i fem minutter, må man spørge sig selv, om det her var det bedste show, Andreas Bro har lavet i sin karriere? 

Han kun uden tvivl blive den her sæsons seerfavorit, og casteren, som smed Andreas Bos navn i puljen, kan klappe sig selv på skulderen.