B.T.’s dom over 'Gift ved første blik': 'Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det'
Her får du B.T.'s dom over fjerde afsnit af DR's 'Gift ved første blik'.

Her får du B.T.'s dom over fjerde afsnit af DR's 'Gift ved første blik'.

Bryllupsrejserne fortsætter i denne uges afsnit af 'Gift ved første blik'.
Her får vi både en tårevædet middag, et par der bliver kærester, og et øjeblik så tåkrummende, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det.
Var jeg den eneste, der sad med vand i øjnene der? Michael og Torbens tårevædede middag går lige i hjertekulen denne uge.
»Min far var homofob, jeg måtte ikke lege med dukker, for han ville ikke have, jeg skulle blive en bøssekarl - det var hans ord,« fortæller Michael til Torben.
De to deler også, hvordan det er, når man altid har følt sig anderledes, og det er i det hele taget en dybt rørende samtale.
Selvom det umiddelbart ikke virker til, at kemien mellem de to er stærk nok til, at de holder som par, så er det en kæmpe gave, at de er med.

Modsat har et andet par tydeligvis nok kemi til hele programmet.
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal grine eller græde, når jeg ser Markus og Cecilie. For hold da helt ferie - de er godt nok intense, men også umanerligt godt tv.
I denne uge beslutter de sig for at blive kærester, de køber et fælles dørskilt med et hjerte - og de tager hul på snakken om børn.
»Jeg havde tænkt, at den næste kæreste skal være mor til mine børn,« siger Markus.

Så er stilen ligesom lagt.
Det er sigende, at produktionen tilsyneladende godt selv kan se, at det her går meget, meget hurtigt, og måske derfor har sat eksperten Mattias Stølen Due til lige at forklare, hvad der foregår.
Alligevel er der altså noget i deres dynamik, som kan virke en smule skævt. Cecilie fortæller selv, at hun bliver genert, når hun får ros, og Markus er bevidst om, at hun ikke er vant til den slags - og overroser hende så.
Jeg sidder stadig lidt nervøst på kanten af stolen her.
Christina og Frederik går for første gang lidt skævt af hinanden i denne uges program.
Man havde nok set den komme, at der på et tidspunkt ville opstå en form for akavet stilhed mellem de to, men produktionen puster næsten også til den akavede stemning.

Hvorfor skal de sidde i en helt tom restaurant og spise? Det har ingen i hele verden da lyst til? Og selvfølgelig gør det tingene langt mere akavet at se på.
Og jeg kan ikke forestille mig, at det ikke kunne lade sig gøre at filme dem på et etablissement med bare lidt flere mennesker.
Det er godt at have et tæt forhold til sine forældre - men man kan også have et så tæt forhold til sin mor, at det simpelthen bliver mærkeligt. I hvert fald på tv.
Vi har tidligere i programmet fået at vide, at Cecilie sover sammen med sin mor en gang om ugen.
Da hun mødte Markus, fortalte hun som det første navnene på sine familiemedlemmer, og da de to i denne uge tager hul på børnesnakken, er Cecilies første reaktion:
»Ej, jeg glæder mig til at fortælle det til min mor.«
Det hele bliver dog alt, alt for meget, da parret vender hjem efter bryllupsrejsen i Madrid - og træder ind i en lejlighed, der er pyntet til overflod med hjerter - af Cecilies mor.
Der er også hjerter på sengen - i en hjerteformation. Med et marabouhjerte i midten.
Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det, og mine tæer har ikke rettet sig ud endnu.
Cecilies mor er sikkert sød, det er altså lidt voldsomt.
Jesper og Line kan fortsat ikke få smilet tørret væk. De er så glade, at selv Jespers kamptømmermænd ikke er et rigtigt problem.
Men er Line også så småt ved at blive Jespers mor?
Hun planlægger alt, bestemmer hvad han skal have på af tøj (så de begge kan have sort og hvid på tydeligvis), og så får hun ham også til at tage solcreme på.

Ingen af dem har et problem med det, og måske fungerer det bare for dem - men sjovt ser det ud.
Er det i øvrigt en form for ekstra public service, at vi allesammen lige skal mindes om at bruge solcreme?
Hvis programmet følger sin sædvanlige kronologi, bør vi efter alt at dømme få et getaway-afsnit i næste uge.
Det bliver absurd spændende at se, hvordan de kringler dén klippeøvelse, efter det femte par som bekendt blev klippet ud.
Kan det overhovedet sendes?