B.T.s dom over 'Gift ved første blik': Jeg får lyst til at råbe ad skærmen!
Her får du B.T.s dom over femte afsnit af DRs 'Gift ved første blik'.

Her får du B.T.s dom over femte afsnit af DRs 'Gift ved første blik'.

Denne torsdag er femte afsnit af 'Gift ved første blik' netop løbet af stablen, og parrene er kommet hjem fra bryllupsrejse.
Det plejer gerne at være her, det rigtigt gode tv kommer, når hverdagen rammer, men der er aldrig det helt store drama – men små kurer på tråden viser sig alligevel, og særligt én deltager gav mig lyst til at råbe lidt fornuft igennem tv-skærmen.

Stærkt tilbage – med proteindrik og fodbolduenigheder
Christina og Frederik havde en svær bryllupsrejse, men måske er det netop derfor, at de virker som noget nær det stærkeste par tilbage hjemme igen, hvor de flytter sammen hos Christina.
For fra første færd, hvor Frederik træder ind ad døren med MEGET velmodtagede blomster – og tilsyneladende kun en proteindrik, en kaffekop og et par billeder – blomstrer kemien straks op imellem dem.
Efter lidt påtagede kram og kys finder de hurtigt melodien og har det »mega hyggeligt«, og der er god humor og kærlig ærlighed imellem dem al tiden derefter.
Det tegner virkelig godt for ét af de par, man ellers næsten havde afskrevet til farezonen – men der teases da også for, at Christina næste uge skal have sig noget af et chok, ligesom Michael af uransagelige årsager tror, at han aldrig kommer til at se en fodboldkamp igen i det nye fælles hjem.

Ingen sammenflytning og »en lille krise«
Torben og Michael vælger som det eneste par – selvfølgelig også som de eneste med en reel afstand imellem sig – ikke at flytte sammen, og det overrasker altså, at de små 160 kilometer mellem Randers og Haderslev skal skille dem ad i de få uger, der snart er tilbage.
Igen er parret også slående ens, når de ser hinandens lejligheder for første gang og studser over, hvordan alt fra parfumer til vandglas er helt de samme som hjemme hos dem selv.
Måske er der da også noget om, at modsætninger skal mødes i kærlighed, for begge fortæller de næsten for åbent og ærligt om, hvordan den der »kriller i maven« stadig ikke er opstået og simpelthen udgør »en lille krise« for dem.
Kan følelserne komme – eller er det bare ikke nok, at de er et stort hit til alle de mange fester og familiesammenkomster, de tager til sammen og imponerer hinanden med?

Det er ulideligt at se!
Markus og Cecilie viser gode takter, men her er det særligt hos hende – og frustrerende nok kun indeni hende – der kommer kurer på tråden.
For det er næsten ulideligt at se, hvordan Cecilie bliver fanget i sit eget hoved, og ikke engang psykolog-Trine tilsyneladende retter op på den – ærligt, velbegrundede – misforståelse det er, at Markus fortæller om, at han er bange for at trække sig fra forholdet. For det bliver aldrig rigtig udpenslet for Cecilie, at frygten skyldes, at hans voksende følelser for hende modarbejder ham.
Man kan da heller ikke lade være med at næsten ryste skærmen, når Cecilie – selv efter en ekstra samtale med psykologen – alligevel ikke vælger at dele sine bekymringer om det med Markus, men stadig bare vil fortsætte med ikke at ødelægge den gode stemning med dem.
Og så er der altså to ting, der lige må bemærkes: 1. Lyder Cecilie ikke lidt som én, der kun tror på, de skal bo sammen i tre uger, når det er præcis den mængde tid, hun gruer for at komme til at mangle sin hårspray hos Markus? Og 2. Siger Markus seriøst, at hans træner kan se deres »natlige aktiviteter« på sit træningsur? Så tag det dog af, når I knalder!

Små tegn på overkådhed
Line og Jesper fortsætter med at være topinvesterede og forelskede, og i denne uge får Line sågar klaret det »altafgørende møde« med Jespers søn Max.
Hendes moderinstinkt fornægter sig ikke, mener hun ikke mindst selv, og ved første øjekast bøjer hun sig simpelthen ned, beder om et kram og styrer samtalen med den lille purk, som heldigvis charmeres med de helt rigtige pokemonkort.
Både Line og Jesper fortæller sødt om at være forelskede i hinanden, han »helt sikkert« og hende »ret småforelsket«, og jeg begynder altså at se små tegn hos Line på, at hun ikke helt kan følge med sin overkåde ægtemand, der vil kysse efter hver endt sætning.
For til kombiterapien er hun tydeligvis ikke med på at dobbeltkysse foran tvangsindlagte psykolog-Trine, og ved ankomsten til Jespers hjem, fanger han tydeligvis ikke hendes bekymring om, at han simpelthen stiller sine sko UDE FORAN døren.

Alt kan ske!
Med nu kun to afsnit tilbage kan alt virkelig ske, selvom det heldigvis tyder på, at kærligheden også blomstrer i fuld flor mange steder, og at samtalerne for det meste fungerer.
Finder Torben og Michael endelig den romantiske melodi sammen, kommer Jespers overkådhed overhovedet til at irritere Line, får Cecilie og Markus reddet hendes vrangforestillinger ud og kan den nye, gode stemning fortsætte mellem Frederik og Christina?
Vi får se!
Indtil videre er der i al fald stadig rigelig god grund til at følge med i 'Gift ved første blik', selvom bølgerne gik mindre højt, end man kunne have forventet ved mødet med hverdagen.