B.T.'s dom: En kæmpe elefant i rummet - hænger som en mørk sky over programmet
DR's seersucces 'Gift ved første blik' er tilbage med 12. sæson. Her får du B.T.'s dom over premiereprogrammet.

DR's seersucces 'Gift ved første blik' er tilbage med 12. sæson. Her får du B.T.'s dom over premiereprogrammet.

Med en rigtig møgsag som optakt har DR torsdag premiere på svimlende 12. sæson af seermagneten 'Gift ved første blik'.
Første afsnit i denne sæson byder på en overraskende Disney-sang, sprængfarlig kemi, to hjerteskærende baggrundshistorier - og en kæmpestor elefant i rummet.
Premierens ubestridte største tv-oplevelse er mødet med 42-årige Torben og 44-årige Michael.
De er simpelthen et casting-scoop og har potentiale til at blive nogle ægte seer-darlings.
Torben fortæller om at springe ud i en sen alder og udfordringerne ved at være homoseksuel og bosat i Haderslev, hvor mange måske ikke er helt så åbne om deres seksualitet som i de større byer.
Og så er der 44-årige Michael fra Randers, der er sådan en tv-personlighed, man ikke lige glemmer igen. Med tre vidt forskellige jobs, en kærlighed til mærkevarer, motivational quotes - og en stærk historie i bagagen.

Han levede i mange år i et heteroseksuelt forhold, han havde en kone og fik en datter. Men noget føltes ikke rigtigt, fortæller han.
»Jeg så det lidt som en skam, at man var tiltrukket af det samme køn,« fortæller Michael i programmet.
Også han har som Torben oplevet udfordringer ved at bo i en mindre by og være tiltrukket af mænd.
Deres fortællinger er både rørende, vigtige og skiller sig ud fra dem, vi er vant til at høre i 'Gift ved første blik'-formatet, og det er altså dejligt forfriskende.
Vi bliver nødt til at tale om elefanten i rummet.
For der er ingen tvivl om, at det stadig hænger som en mørk sky over dette års sæson af 'Gift ved første blik', at man for få uger siden meldte ud, hvordan et par er blevet klippet ud af programmet.
Sagen klæber stadig til DR, og det er svært ikke at tænke på sagen, når man ser programmet.
Måske fordi sagen stadig er forholdsvis present. Og selvom vi blot er i premiereprogrammet, sidder jeg allerede nu og tænker; gad vide, hvordan de har løst det senere i sæsonen, når vi normalt ser parrene sammen på getaway?
Kemien er decideret sprængfarlig mellem parret Jesper og Line fra første sekund, de to ser hinanden.
Line kan næsten ikke stoppe med at røre ved østerselskeren Jesper, som slet ikke kan tro sit eget held, da han finder ud af, at Line både elsker vin og cykling. Halleluja!
Det er sødt, og det er altid rart, når 'Gift ved første blik' starter med reelt håb for kærligheden.
Dog har jeg også set tilpas mange sæsoner af programmet til at vide, at den slags stærk kemi også har det med at eksplodere lige i hovedet på deltagerne, når virkeligheden rammer.

I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at studse over DR's sammenklip i starten af programmet, hvor vi ser, hvordan Jesper åbenbart i sidste afsnit siger:
'Derfor bliver jeg nødt til at tage den her ring af'.
Er det omvendt psykologi, så vi skal tro, at det går dårligt, men det går i virkeligheden godt? Eller går det rent faktisk dårligt? Uanset hvad, virker det til at være et lige lovligt afslørende klip at have med.
Vi bliver nødt til at tale lidt mere om Michael.
Han beslutter at synge en sang for sin nye mand på deres bryllupsdag.
Valget er faldet på den måske lidt oversete Disney-ballade 'Kærlighed kan gro' fra Løvernes Konge 2.
Mange ville nok være mere mainstream og vælge en sang fra den første Løvernes Konge. Eller måske bare lade være med at synge - men ikke Michael.

Han synger ikke just som en drøm, men sikke en indsats!
Det er lige præcis den slags mennesker, vi har brug for i det her program, og så er jeg villig til at se gennem fingre med det absurd mærkelige i, at Michael insisterer på at lægge sit tæppe skævt i sofaen. Hver aften.
Hvorfor Michael!?
Nu venter vi spændt på at se programmets to sidste par i næste afsnit.
Og vi ved jo godt allesammen, at det først er på den anden side af bryllupperne, det ægte tv-drama begynder.