Både Silas Holst og Britt Bendixen stopper i 'Vild med dans' efter denne sæson.

Det har den 38-årige danser og den 79-årige dommer begge selv udtalt undervejs i den aktuelle sæson af TV 2-programmet. Derefter begyndte rygterne om, at det sammenfald betød, at Silas Holst skulle overtage Britt Bendixens plads ved dommerbordet næste sæson.

Det kaldte Silas Holst dog selv for »det pureste opspind«, ligesom TV 2 fortalte til ugebladet, at man endnu ikke har taget stilling til næste års dommerhold.

Men står det til Britt Bendixen selv, så overgiver hun gerne pladsen ved dommerbordet til Silas Holst – bare ikke endnu.

»Det kan han da garanteret!« lyder det fra Britt Bendixen til B.T.

Hun indvender dog:

»Jeg synes bare, han er lovlig ung. Jeg synes, han skal danse lidt mere, fordi han er så god en performer, og han er så dygtig på gulvet. Men der er ingen tvivl om, at hans viden og hans karisma ville egne sig glimrende i et dommerpanel, men han skal vente et par år,« understreger den afgående 'Vild med dans'-dommer.

Selvom Britt Bendixen kalder den 38-årige danser for »lovlig ung«, så understreger hun, at det ikke er et spørgsmål om alder.

Britt Bendixen er dommer i 'Vild med dans' - og hun ser gerne, at danseren Silas Holst overtager hendes plads, når hun selv takker af efter den aktuelle sæson.
Britt Bendixen er dommer i 'Vild med dans' - og hun ser gerne, at danseren Silas Holst overtager hendes plads, når hun selv takker af efter den aktuelle sæson.
Vis mere

»Så længe, man danser så godt, som han stadig gør, så synes jeg, han skal gøre det. Men han vil være skøn i et dommerpanel, ingen tvivl!«

Men Silas Holst afviser altså selv, at han skal afløse den 79-årige dommer, selvom han »ville elske at være dommer«.

Britt Bendixen tør dog ikke give et bud på, hvem der så skal overtage hendes plads ved dommerbordet i TV 2s populære dansekonkurrence.

»Nej, slet ikke. Det er jo noget produktionen står for, de går jo ud og headhunter og finder ud af, hvem der er bedst. Men de vil jo nok have svært ved at finde én, der er bedre end mig,« slutter dommeren storgrinende med et glimt i øjet.