I 2010 kom den nu 35-årige Katie Waissel i semifinalen i den britiske udgave af 'X Factor'.

Efter sin deltagelse i programmet arbejdede hun videre med musikkarrieren, men under et arbejdsrelateret møde på et amerikansk luksushotel nogle år senere, oplevede den britiske sangerinde noget dybt traumatisk.

Her blev hun udsat for et overgreb af en mand, der havde været medarbejder på produktionen af 'X Factor'.

Det fortæller hun om til mediet The Sun.

»Jeg kan stadig lugte ham. Jeg var paralyseret af chok. Det eneste jeg kunne tænke på var: 'Hvordan kommer jeg ud af det her rum?'»

Det er første gang, hun fortæller om det, og det er der en god grund til.

»Jeg var et offer, men jeg ville ikke tillade mig selv at anerkende, hvor forfærdeligt det havde været. Jeg har aldrig talt om det før, fordi jeg var bange for at blive blacklistet og aldrig arbejde igen,« siger hun.

»Jeg var sårbar, men tiderne har ændret sig, og nu føler jeg mig modig nok til at sige noget.«

Simon Cowell ejer firmaet Syco Entertainment, der står bag produktionen af 'X Factor', og her har de i længere tid kendt til Katie Waissels beskyldninger og foretaget interne undersøgelser.

Manden, der er under mistanke for overgrebet, benægter, at det skulle have fundet sted. Han arbejder ikke længere for firmaet.

Yderligere konsekvenser virker også usandsynlige, da Katie Waissel aldrig indgav en formel klage til Syco Entertainment, da de lavede deres undersøgelse.

Dette skyldtes, at hun var gravid og ikke ønskede at udsætte sig selv for unødigt stress.

»På trods af en række anmodninger til Katie, hvor vi bad hende om at redegøre for sine påstande til os, valgte hun ikke at klage over hans opførsel,« lyder det fra en talsmand fra firmaet.

»Som et resultat af dette, og uden bevis for det modsatte, var vi forpligtet til at acceptere hans afvisning af påstandene. Vi forbliver selvfølgelig parate og ivrige efter at undersøge hendes påstande, hvis hun vælger at specificere dem for os.«

For Katie Waissel er der ingen tvivl om, at hun fortryder sin deltagelse i 'X Factor'.

»Jeg var så fokuseret på at få succes, at jeg gjorde mig selv sårbar for en mand, der udnyttede det. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, havde jeg aldrig deltaget.«