Brad Pitt vandt natten til mandag dansk tid en fornem Golden Globe-statuette for 'Bedste Mandlige Birolle' i Quentin Tarantinos film 'Once Upon a Time ... in Hollywood'.

I forbindelse med sin takketale udnyttede den 56-årige skuespiller sig af muligheden for at stikke til sin 11 år yngre kollega Leonardo DiCaprio, som spiller hovedrollen i filmen.

Det gjorde han blandt andet ved at hentyde til DiCaprios tidligere manglende evne til at vinde en Oscar. Det skriver The Independent.

DiCaprio nåede nemlig at være nomireret hele seks gange, før han endelig fik sin statuette for sin hovedrolle i filmen 'The Revenant' i 2015. En notorisk stime, der medførte alverdens memes og gif's, som lavede sjov på DiCaprios bekostning.

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio til premieren på "Once Upon a Time in Hollywood", i Berlin den 1. august, 2019.
Brad Pitt og Leonardo DiCaprio til premieren på "Once Upon a Time in Hollywood", i Berlin den 1. august, 2019. Foto: FABRIZIO BENSCH
Vis mere

Ligesom Brad Pitt altså gjorde under sin takketale:

»Jeg bliver nødt til at takke min bedre halvdel, Leonardo DiCaprio. Før 'The Revenant' plejede jeg år efter år at se folk vinde priser og takke ham voldsomt,« lød det fra Pitt til stor morskab i salen.

»Nu ved jeg hvorfor. Han er en stjerne,« fortsatte han.

Brad Pitt var dog ikke færdig med at drille sin medskuespiller. Han nåede nemlig også lige at slutte af med en 'Titanic'-stikpille:

»Jeg ville i øvrigt have delt tømmerflåden.«

Brad Pitt hentydede til den mere end 20 år lange debat om, hvorvidt Leonardo DiCaprios karakter i storfilmen kunne have overlevet, hvis hans medskuespiller Kate Winslet havde rykket sig en smule og gjort plads på tømmerflåden.

I stedet måtte DiCaprio altså lide druknedøden i det iskolde vand.

Det er i øvrigt første gang, at Brad Pitt vinder en Golden Globe siden 1996, hvor han vandt i kategorien 'Bedste Mandlige Birolle' for sin præstation i filmen 'Twelve Monkeys'.