Selv om modellen Oscar Bjerrehus og danseren Asta Björk undgik omdans i sidste uge, vurderer Danske Spils oddssættere at parrets sidste dans er nær.

Det skriver spiludbyderen i en pressemeddelelse.

Fredag aften skal fem par blive til fire, og kun tre klarer den hele vejen til finalen i Horsens fredag 29. november.

De tilbageværende par er Jakob Fauerby og Silas Holst, Coco O. og Morten Kjeldgaard, Neel Rønholt og Michael Olesen, Oscar Bjerrehuus og Asta Björk Ivarsdottir samt Christopher Læssø og Karina Frimodt.

Oscar Bjerrehuus og Asta Björk. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)
Oscar Bjerrehuus og Asta Björk. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Coco O. måtte i sidste uge i omdans, hvor hun vandt over Mikkel Kessler, men alligevel tror Danske Spils eksperter, at det bliver den unge Bjerrehuus, som må lade livet i konkurrencen denne uge.

»Oscar Bjerrehuus og Asta Björk er det mest udsatte par lige nu. Oscar har udviklet sig rigtig meget som danser i løbet af konkurrencen, men de andre par er bare på et højere niveau end dem. Derfor vurderer vi, at det er de to, der forlader konkurrencen i aften«, siger Mathias Reimer Larsen, oddssætter hos Danske Spil.

De giver derfor kun odds 1,75 på at han ryger ud, mens Coco O. giver pengene tre gange igen ved et exit i aften.

Også hos Unibet er Oscar Bjerrehuus favorit til at forlade programmet som den næste, men her er man mere i tvivl om, hvorvidt det bliver modellen eller Coco O., som bliver Sorteper.

»Hvis vi absolut skal pege på et par som favorit til at ryge ud, bliver det Oscar Bjerrehuus og Asta Björk tæt forfulgt af Coco O. og Morten Kjeldgaard. Også selvom begge par har oppet sig helt vildt og imponeret dommerne. Der er bare noget, der tyder på, at det er de to par, der har mindst opbakning blandt seerne«, siger Unibets pressechef, Per Marxen.

Det giver odds 2,0 på Oscar-exit og 2,5 på Coco-farvel.

Det er fortsat Neel Rønholt og Jacob Fauerby, som er favoritterne til at vinde årets 'Vild med dans', men Christopher Læssø haler ind på konkurrenterne, mener Danske Spil.

»Christopher Læssø og Karina Frimodt imponerede endnu en gang dommerne i sidste uges udgave af dansekonkurrencen, og deres publikumsappel vokser for hver uge. Jeg tror mange hjemme i stuerne er blevet ret glade for dem som dansepar. Derfor er de nu ret tæt på Neel Rønholt og Michael Olesen i favoritstatus«, siger Mathias Reimer Larsen, oddssætter hos Danske Spil.