Lyt til artiklen

Samme sted ugen efter – men denne gang uden appen, der skabte store problemer for de voksne.

For denne lørdag blev der afholdt børnenes MGP i Arena Næstved, ugen efter Dansk Melodi Grand Prix samme sted endte i så store tekniske udfordringer, at DR selv kaldte problemerne for »uacceptable«.

Det bemærkede man på humoristisk vis lørdag i børneversionen af DR-sangkonkurrencen.

For cirka halvvejs inde i showet kom der pludselig en melding på skærmen om en 'teknisk fejl'.

Herefter skiftede billedet over til en tyggende lama, førend seerne igen blev ført tilbage til MGP-studiet.

Her gik vært Jonas Madsen, som til daglig er vært på Ultra Nyt, pludselig rundt i mørke blandt publikum og måtte lyse med en lommelygte.

Men hele den drillende seance var hurtigt overstået, førend Stephania Potalivo og Jonas Madsen igen stod på scenen, og showet kunne gå videre.

Det hele endte med, at 12-årige Sophia løb med sejren.

Hun stillede op med sangen 'Det' bare tanker', som hun fik 51 procent af stemmerne for.

Modsat de voksnes Melodi Grand Prix afgøres vinderen i børnenes MGP kun ud fra seernes sms-stemmer – og altså ikke med kombinationen af seerstemmer og en musikjury.

Derudover kunne man denne lørdag til børnenes sangkonkurrence heller ikke stemme gennem appen, da den som bekendt skabte så store problemer ved de voksnes Melodi Grand Prix, at man valgte at skrotte den helt til børnenes MGP.