Bodil Jørgensen er efterhånden ved at være lidt af en krigsekspert.

For det første er den 58-årige skuespiller for tiden aktuel i filmen ’De forbandede år’, der handler om de første år af 2. verdenskrig.

Derudover har hun spillet modstandskvinde i filmen ’Hvidsten gruppen’, og når der 27. januar er premiere på en ny sæson af ’Badehotellet’, står den endnu engang på nazister og dårlig krigsstemning.

Det er noget, der sætter tankerne i gang, fortæller Bodil Jørgensen, da B.T. møder hende på et pressemøde for den syvende sæson af ’Badehotellet’.

Bodil Jørgensen har nemlig to sønner i den kampdygtige alder, og for nylig kørte hun den yngste til session på Høvelte Kaserne.

»Han trak heldigvis frinummer. De var kede af at slippe ham, men der tænkte jeg alligevel, at det var godt, at han ikke skulle derind. Jeg ved jo godt, at man ikke bliver sendt i krig i dag, men der er alligevel noget grundlæggende ondskabsfuldt ved det,« fortæller Bodil Jørgensen.

»Min ældste søn er 23 år, og han ville jo også blive kaldt i krig, hvis det var alvor. Han har noget med hjertet, så han slap også dengang. De interesserer sig dog heller ikke for det.«

Hun sammenligner sin oplevelse med sin karakter i ’Badehotellet’. I den nye sæson er vi nået til 1940, hvor Danmark er blevet besat af Tyskland.

Bodil Jørgensen
Bodil Jørgensen Foto: Claus Bech
Vis mere

Bodil Jørgensens karakter Mollys søn Morten er strandet i England og kan på grund af krigen ikke vende tilbage til badehotellet.

»Det plager jo Molly. Jeg kom også til at tænke på det, da vi lavede ’Hvidsten gruppen’ og ’De forbandede år’. Alt hvad sådan en krig gør ved folk og familier. Det bringer en uro.«

Bodil Jørgensen har været en del af ’Badehotellet’ siden første sæson.

Selvom hendes karakter får en mindre og mindre rolle i historien, har hun ikke tænkt sig at give slip og stoppe.

»Jeg kan godt lide at være med. Jeg ved ikke, hvordan Molly dør, men det er det næste store, hun skal,« smiler hun.

Bodil Jørgensen er senere på året aktuel i filmen ’Hvor kragerne vender’, hvor hun blandt andet spiller overfor sin tidligere ’Badehotellet’-kollega Rosalinde Mynster.

Dernæst er Regner Grasten for tiden i gang med at søge midler til en opfølger til ’Hvidsten gruppen’.

Bodil Jørgensen er bekendt med projektet, men ved endnu ikke, om den bliver realiseret.