24-årige Hannah Gutierrez Reed var våbenansvarlig på 'Rust', hvor Alec Baldwin under en øvelse torsdag uvidende skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins.

Nu viser det sig, at den unge våbenansvarlige skulle have fået tonsvis af klager – blandt andet fra skuespilleren Nicolas Cage – under optagelserne af filmen 'The Old Way', hvor hun fik sin debut som våbenansvarlig kun to måneder forinden Alec Baldwins westernfilm.

Det fortæller chefteknikeren på Nicolas Cage-filmen, Stu Brumbaugh, til The Wrap.

Den såkaldte key grib skulle selv have afkrævet af den assisterende direktør på 'The Old Way', at Hannah Gutierrez Reed skulle fyres.

Derudover beretter Stu Brumbaugh til mediet om flere kollegaers klager.

Særligt at den 24-årige våbenansvarlige fejlede i at overholde basale våbensikkerhedsprotokoler, såsom at annoncere, hvornår våbnene ankommer, aflades og bruges på settet.

Derudover skulle Hannah Gutierrez Reed have fået Nicolas Cage til at storme ud fra 'The Old Way'-settet, efter hun flere gange affyrede våben tæt på skuespillere og produktionsholdet uden advarsel.

»Annoncer det dog, du blæste lige mine fucking trommehinder ud!« skulle den Oscar-vindende skuespiller have sagt, for derefter at forlade settet, ifølge chefteknikeren.

Nicolas Cage skulle være blandt de mange, der angiveligt har klaget over Hannah Gutiereez Reed, der senest var våbenansvarlig på 'Rust', hvor Alec Baldwin skød og dræbte en filmfotograf ved et uheld.
Nicolas Cage skulle være blandt de mange, der angiveligt har klaget over Hannah Gutiereez Reed, der senest var våbenansvarlig på 'Rust', hvor Alec Baldwin skød og dræbte en filmfotograf ved et uheld. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Hannah Gutierrez Reed fortalte ellers selv i podcasten 'Voices Of The West' tilbage i september, at »det gik som smurt« på 'The Old Way'.

Det på trods af, det var hendes første gang som hovedansvarlig for våbnene på et filmset, og at hun derfor var nervøs.

Ikke mindst fortalte den 24-årige våbenansvarlige, at hun har lært sit metier af sin far, den anerkendte våbenekspert Thell Reed, der har arbejdet på storfilm som 'Django Unchained', '3:10 to Yuma' og 'Once Upon a Time in Hollywood'.

Til The Wrap forsvarer en unavngiven producer ligeledes Hannah Gutierrez Reed.

Han afviser, at der har været klager over den 24-årige debutant, samt at hun har været afkrævet fyret.

Han mener i stedet, at sagen er »blevet blæst ud af proportioner«.