For to uger siden stod Katrine Asthing og Allan Beier frem i B.T. og fortalte, at de var blevet klippet ud af DR's hitprogram 'Gift ved første blik', og de rettede en skarp kritik af DR i et interview til B.T.

De to står i dag stadig uden en reel forklaring på, hvorfor de blev fjernet fra programmet, men nu er der en ny udvikling i sagen.

Katrine Asthing fortæller til B.T., at hun er blevet inviteret til et møde med DR, hvor de kan tale forløbet igennem.

Hun har takket ja og skal til møde med DR fredag, hvor hun har en klar forventning og et håb om, at der nu endelig kan komme nogle svar på bordet.

»Jeg håber at få noget afklaring, nogle svar og en afslutning. En ordentlig afslutning. Jeg synes, de skylder mig svar på, hvorfor er vi taget ud, hvad har de giftet mig med, og hvad er det, der er så voldsomt, at vi bliver sparket ud. Det vil jeg gerne vide,« siger Katrine Asthing til B.T.

Hun håber samtidig på en anden ting.

Katrine Asthing håber nu, at hun kan få nogle svar fra DR. Foto: Privat

 »Jeg synes, de skylder mig en undskyldning,« tilføjer hun.

For Katrine Asthing har de seneste uger, siden hun og Allan Beier stod frem i offentligheden, været hektiske, forklarer hun.

»Deres pressemeddelelse gjorde, at vi blev nødt til at stå frem, for der kom så mange rygter, og vi var nødt til at stille os frem og fortælle vores historie. Jeg synes ikke, vi havde noget valg,« siger hun.

Hvordan har du det med Allan i dag?

»De syv uger, jeg har været gift med ham og har kendt ham, har alt været godt, men hvad der er sket før eller efter, har jeg ikke lyst til at gå ind i,« siger Katrine Asthing.

Allan Beier fortæller til B.T., at han også er blevet inviteret til et møde hos DR.

Han takkede dog kun ja på den betingelse, at han ville få ordentlig en forklaring på, hvorfor det nu tidligere tv-par blev klippet ud af programmet.

Ifølge Allan blev det afvist af DR, der blot ønskede at tale om processen, og derfor skal Allan Beier altså ikke til møde.

Allan Beier og Katrine Asthing stod for to uger siden frem og fortalte om, hvordan de følte sig svigtet af DR, efter de blev fjernet fra 'Gift ved første blik'. Foto: B.T.

»De har taget den position, at det er en samlet redaktionel beslutning, og vi får ingenting at vide, andet end når det passer ind i deres perspektiv,« tilføjer han.

B.T. har rakt ud til DR for at få en kommentar til mødet, og DR-chef Anne Garlich fortæller, at der løbende er rakt ud til de to deltagere.

'Efter den redaktionelle beslutning i starten af juli om, at Allan Beier og Katrine Asthing ikke skulle deltage i den endelige udgave af årets sæson af Gift ved første blik, har vi løbende tilbudt møder og hjælp. Både med dem begge og enkeltvist. I respekt for vores relation til medvirkende i DR ønsker vi ikke at dele mere, lyder det i en skriftlig kommentar.

Hun tilføjer, at DR og Snowmam har stor forståelse for, at situationen har været svær.

'Vi har dog ikke yderligere at tilføje, da vi ser dialogen med alle vores medvirkende i DR som fortrolig og som et internt anliggende. Det agter vi at holde fast ved,' skriver Anne Garlich.

Hun er dog ikke enig i, at DR bærer et ansvar for, at parret blev nødt til at stå frem.

'Vi vil gerne præcisere, at vi ikke orienterede om parret i en pressemeddelelse. Det er ikke en korrekt udlægning af forløbet. Vi svarede tirsdag den 11. august via mail en række medier, som havde spurgt om premieredato, antal deltagere og afsnit i sæsonen. Der gjorde vi dem også overordnet bekendt med, at vi i år har en særlig situation uden at nævne det konkrete par,' skriver Anne Garlich.

Hele sagen startede for lidt over to uger siden, da i første omgang meldte ud, at parret var klippet ud, da man efter endt optagelse var blevet bekendt med forhold vedrørende Allan Beier. 

DR-chef Anne Garlich understregede dengang, at der ikke var tale om kriminelle forhold, men at havde man kendt til forholdene, ville man ikke have castet ham.

Efterfølgende stod Allan Beier og Katrine Asthing frem i B.T. og fortalte deres version af forløbet. Her oplyste Asthing, at hun i juni blev spurgt, hvorvidt hun havde været udsat for fysisk eller psykisk vold af Allan Beier, hvilket hun afviste.

Allan Beier blev forholdt de samme anklager, som han også pure har afvist.

De to kritiserede DR for håndteringen og for at efterlade dem uden ordentlige svar.

DR-chef Anne Garlich udtrykte dengang forståelse for parrets situation og fortalte, at man havde forsøgt at være så transparente som muligt.

»Når det er sagt, deler vi ikke deres udlægning af forløbet under castingprocessen eller vores beslutningsproces og beslutningsgrundlag efter endt optagelse.«

»Efter optagelserne var afsluttet, havde vi grundige overvejelser, hvor vi fik nok information til at kunne tage den samlede redaktionelle vurdering om, at vi kun skulle have otte deltagere med i årets udgave af ’Gift ved første blik’,« lød det blandt andet fra Garlich dengang.