I et år havde sorgen ligget som en alt for tung dyne over hende. En sorg, hun ikke kunne dele med nogen, og som var forbundet med skam og skyldfølelse. Alligevel tog hun med bævende hjerte og rystende ben med til mindedagen, som Røde Kors havde arrangeret.

»Hvert bord skulle fortælle, hvem de var. Da turen kom til mit, stod jeg op og sagde 'her har I så morderens kone'. Jeg havde vænnet mig så meget til det, at jeg lige så godt kunne bruge det.«

Der er gået 30 år, men minderne har brændt sig fast inden i 71-årige Jette Andersen.

Minderne om dengang, hendes mand var på forsiden af alle landets aviser, blev hængt ud af politiet i de tre skandinaviske lande som ham, der var skyld i, at 158 mennesker havde mistet livet om bord på 'Scandinavian Star'.

'Pyromanen' blev han kaldt på avisernes spisesedler. Med store fede bogstaver.

Erik Mørk Andersen, som hendes mand hed, kunne ikke forsvare sig. Han var selv omkommet i branden. Var offer nummer 159. Så Jette Andersen stod tilbage alene. Tilmed med to børn. Som 'pyromanens enke'. Morderens kone.

Men hvor andre efterladte kunne trøste hinanden, havde Jette Andersen ingen at gå til. I hvert fald ingen, der ville trøste. Vennerne flygtede som rotter fra en synkende skude.

»Jeg levede for nedrullede gardiner hele tiden. Folk stod og pegede ind på lejligheden,« husker hun.

Men folk nøjedes ikke med at pege fingre. Andre beboere satte sedler op i vaskekælderen. Skrev, at morderens kone skulle blive væk. Smed udklip fra aviser i hendes postkasse.

»Jeg var fuldstændig nede i kulkælderen, kunne ikke finde ud af noget som helst,« siger hun og fortsætter:

»Det var som om, at hver gang folk ikke vidste, hvordan de skulle tackle mig, kunne de bare sige 'ja, men du er jo også morderens kone'. Og så klappede jeg i.«

At hun er i live i dag, takker hun sin mellemste søn for. Det var ham, der holdt hende oppe. Men hvad han og hans lillebror ikke vidste, var, at Jette Andersen ikke kun havde sorgen at bearbejde. Også uvisheden.

Politiets foto af chauffør Erik Mørk Andersen, som i en årrække var udråbt som den ansvarlige for 'Scandinavian Star'-branden.
Politiets foto af chauffør Erik Mørk Andersen, som i en årrække var udråbt som den ansvarlige for 'Scandinavian Star'-branden. Foto: Dansk Politi/DR
Vis mere

'Kan det være ham?' tænkte hun igen og igen.

»For han havde jo gjort noget en gang. Og der gik han også ind og lagde sig til at sove bagefter,« fortæller hun om den ildspåsættelse, som hendes mand tidligere var dømt for.

»Det kørte rundt i hovedet på mig. Og mange gange skældte jeg mig selv ud, tænkte 'hvor er du ond ved ham'. Andre gange tænkte jeg 'bare jeg havde været med på turen, så jeg også kunne være død. For det her er ikke et liv'.«

Ved Røde Kors-mindedagen rejste en ældre herre sig op. Forsvarede hende, inkluderede hende i den fælles sorg. De havde alle mistet, sagde han. Det rørte hende dybt.

71-årige Jette Andersen blev i mange år kaldt 'morderens kone' og 'pyromanens enke'.
71-årige Jette Andersen blev i mange år kaldt 'morderens kone' og 'pyromanens enke'. Foto: Nicolai Lok/DR
Vis mere

Men tvivlen gnavede jævnligt i hende i mange år. Og først i 2014 kunne Jette Andersen slippe den for alvor.

»Der blev han frikendt af politiet,« siger Jette Andersen, som også medvirker i mandag aftens afsnit af dokumentaren 'Scandinavian Star', som netop omhandler politiets stædige fokus på Erik Mørk Andersen som den skyldige. Som altså holdt ved i 24 år.

At være 'morderens kone' har ikke været gratis for Jette Andersen. Ligesom for alle andre efterladte har det trukket mærkbare spor gennem årene.

»Jeg lever meget ensomt, er et alene-menneske. Jeg kan ikke klare at være sammen med mange mennesker,« siger Jette Andersen, som heller aldrig har fundet en ny mand, og som i 2004 valgte at flytte fra den lejlighed, parret havde delt.

»Jeg kunne ikke holde ud at bo der længere,« siger hun om de minder, der var frosset fast i lejlighedens vægge.

»Det var først efter, at jeg flyttede hertil, at jeg turde stå frem. For nu var tavlen visket ren. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg var nervøs, da jeg gav mit første interview. Hvad siger folk herude til det? tænkte jeg.«

»Men de var så venlige. 'Det kan godt være, at din mand blev beskyldt for noget, men herude er du bare Jette. Og hvis der bliver noget, skal vi nok beskytte dig'. Det var lige før, at jeg tudede af glæde.«

Med dokumentaren om 'Scandinavian Star' er Jette Andersen igen synlig. Men denne gang slipper hun for fortidens skam og skyldfølelse, selv om hun stadig kæmper for at få renset sin mands navn og søger erstatning på hans vegne. Noget, der synes at have lange udsigter.

Senest fik hun i 2017 afslag fra Norges højesteret.

Trods modgangen er Jette Andersen taknemmelig for, at hun ikke var 'morderens kone'. At hun lever og er ved godt mod. Men:

»Sorgen var virkelig svær at håndtere, og man er jo ikke rigtig helt kommet af med den, selvom det snart er 30 år siden. Han rumsterer stadig væk inden i mig. Jeg har jo aldrig sagt ordentligt farvel,« siger hun stille over telefonen.

Dokumentaren om 'Scandinavian Star' sendes hver mandag på DR1 og kan ses på dr.tv