Filminstruktør Rasmus Heide mener, at det er anmelderne, der har misforstået hans nye film 'Centervagt', når de sabler den ned og kalder den 'århundredets hidtil dårligste danske film'.

Det fortalte han til B.T., da han onsdag troppede op til gallapremieren på filmen, der har Rune Klan og Josephine Park i hovedrollerne.

»Anmelderne er altid sure. Det er en gammel nyhed. Det så vi også med 'Olsen Banden', som også blev skældt ud dengang. Men når det er noget, vi kan samles om, dyrke i fællesskab og have det sjovt med, så får det en okay status senere i forløbet. Det er helt fint, at anmelderne ikke er med fra starten.«

I 'Centervagt' spiller Rune Klan og Josephine Park centervagterne Glen og M.C., der trues med fyring af centerchefen (Kirsten Lehfeldt) efter en økonomisk krise, der har betydet, at der ikke bliver råd til at købe en rigtig stor hoppeborg til centret. De beslutter derfor at agere centertyve for at bevise, at der er brug for dem. Og det går naturligvis grueligt galt.

Instruktør Rasmus Heide med fire af sine skuespillere: Rune Klan, Charter McCloskey, Christopher Læssø og Josephine Park.
Instruktør Rasmus Heide med fire af sine skuespillere: Rune Klan, Charter McCloskey, Christopher Læssø og Josephine Park. Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

Filmen har premiere torsdag, men allerede inden onsdagens gallapremiere var de første anmeldelser begyndt at tikke ind.

Og de er ikke positive.

Filmmagasinet Ekko er mere rundhåndede og giver filmen to stjerner, selvom der 'lefles for laveste fællesnævner'.

»Vi skal grine, når M.C. tømmer en remoulade oven på den krydderbollesandwich med pølse, som Glen laver til deres frokost hver dag. For den prutter, når hun klemmer om den. Efter samme devise er det hysterisk morsomt, når forelskede Glen læner sig ind til et forventet kys, hvorefter M.C. bøvser ham højlydt i ansigtet,« lyder det i anmeldelsen.

Josephine Park, Rune Klan og Kirsten Lehfeldt i 'Centervagt'.
Josephine Park, Rune Klan og Kirsten Lehfeldt i 'Centervagt'. Foto: Unknown
Vis mere

B.T.s anmelder 'er chokeret' over filmen, der er både 'tåkrummende plat og ligegyldig' med sine penis-, bøvse- og pruttehumor, mens Politiken endda går så langt som til at kalde 'Centervagt' for 'århundredets hidtil dårligste danske film'. Begge giver én stjerne. Det samme gør Soundvenue.

Og det er Rasmus Heide ærgerlig over, fortæller han til B.T. ved premieren.

»Det er lidt ærgerligt, for jeg havde håbet, man kunne finde lidt brugbar info i sådan en anmeldelse. Men det lyder, som om Politiken har smidt al professionalisme over bord fra starten af, for det her skal selvfølgelig bedømmes som en komedie og ikke som en film,« siger Rasmus Heide.

Han mener, at hans film især har en berettigelse lige nu, hvor en lang coronanedlukning ikke har givet os meget at grine ad. Men at man generelt skal bruge hans film som et velfortjent skud humor.

Rasmus Heide, dansk filminstruktør, manuskriptforfatter og producer. Han er aktuel med filmen 'Centervagt'.
Rasmus Heide, dansk filminstruktør, manuskriptforfatter og producer. Han er aktuel med filmen 'Centervagt'. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Selvfølgelig er det karikeret, og det er gakket, og der er skruet op, men det ændrer ikke ved, at det bygger på rigtige følelser, som vi kan genkende fra os selv.«

Og ser man på Rasmus Heides historik, så behøver han da heller ikke bekymre sig om anmelderne. Instruktøren står bag folkekomedier som 'Blå mænd' og trilogien 'Alle for én´, 'Alle for to' og 'Alle for tre', som alle har hevet på den gode side af 300.000 mennesker i biografen – på trods af mildest talt lunkne anmeldelser fra smagsdommerne.

Og det forventer Rasmus Heide sådan set også, 'Centervagt' kommer til.

»Det er en film til publikum. Det er dem, vi laver den til. Det er også publikum, der bestemmer, om der skal laves flere. Men anmelderne er i den grad også inviteret med ind i varmen, og mon ikke der er et par stykker, der forstår, hvad der foregår,« siger han.

»Når man laver en film og arbejder på den i to et halvt år, så ved man aldrig, præcis hvor den ender. Man har store ambitioner, men det er først, når man får involveret skuespillerne og udviklet karaktererne, at alt falder på plads – og det er virkelig lykkedes bedre end nogensinde. Jeg er virkelig glad for, hvor vi er endt.«