Den røde løber var i år skiftet ud med videosignaler, så de store stjerner kunne blive hyldet med Emmy-statuetter trods coronaepidemien.

At tv-verdenens svar på Oscar-uddelingen natten til mandag dansk tid blev afholdt hjemme i stjernernes stue gennem livestreaming, betød dog ikke, at der ikke var plads til politiske budskaber.

Flere af de helt store stjerner valgte nemlig at sætte fokus på Black Lives Matter-bevægelsen. Det skriver USA Today.

For eksempel havde den nigeriansk-amerikanske 'Insecure'-stjerne Yvonne Orji valgt at klippe sit hår således, at hun kunne fremvise en knyttet Black Power-hånd i siden.

Også Uzo Aduba benyttede lejligheden til at hylde Black Lives Matter.

Den 39-årige skuespillerinde vandt en pris for sin præstation i tv-serien 'Miss America', hvor hun spillede Shirley Chisholm, der i 1969 blev den første afroamerikanske kvinde, som blev valgt ind i Kongressen.

Da Uzo Aduba modtog sin pris, var hun iført en T-shirt med navnet Breonna Taylor.

Breonna Taylor er en sort kvinde, som tidligere på året blev dræbt af politibetjente, mens hun lå og sov i sin lejlighed.

Også megastjernen Regina King satte fokus på den dræbte Breonna Taylor.

Skuespillerinden, der vandt en Emmy for 'Bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie' for sin rolle som Angela Abar i 'Watchmen', havde iført sig et pink jakkesæt.

Og inde under jakkesættet havde hun ligesom Uzo Aduba en sort T-shirt med navn og billede af Breonna Taylor.

»Jeg følte, det var det rette at repræsentere Breonna Taylor,« sagde Regina King i et interview forud for showet.

Komikeren Jimmy Kimmel, der var vært ved årets Emmy-uddeling, var også med til at sætte fokus på den verdensberømte bevægelse.

Han deltog således i en sketch med komikeren Anthony Anderson, hvor de blandt andet nævnte det 'rekordhøje antal af sorte nominerede i år'.

»Det var meningen, at det her skulle være den sorteste Emmy-uddeling nogensinde,« sagde Anderson og hentydede til den tomme sal.

»Denne Emmy-uddeling ville have været sort,« fortsatte han og fik herefter Jimmy Kimmel til at messe i kor, hvilket du kan se herunder: