»Tingene flyver ud af munden på mig. Men hvis hun har lyst, så skal hun være velkommen!«

Således sagde Thomas Blachman til B.T., efter at han havde foreslået rapperen Tessa – som han ellers tidligere har været i en større kontrovers med – som ny vært på 'X Factor'.

Hun fik også opbakning til værtsrollen fra programmets afgåede dommer, dj Martin Jensen.

»Det ville være hysterisk morsomt med Thomas siddende der og Tessa oppe på scenen!« lød det med en skraldlatter fra Martin Jensen til B.T.

Selv havde Tessa dog udset sig en noget anden rolle i programmet.

»Jeg har det som udgangspunkt godt med at styre showet – men hvis jeg skulle være med i 'X Factor' en dag, skulle det være som dommer,« sagde hun med et grin til B.T.

Men hvad siger TV 2 så til muligheden for at få Tessa ind som enten ny dommer eller som erstatning for Sofie Linde i værtsrollen til næste sæson?

Ikke meget, viser det sig.

»Lige nu fokuserer vi alle kræfter på den sæson, vi er i gang med, og glæder os over, at vi stadig har Sofie som vært. Hvad der kommer til at ske i fremtiden, venter vi lige med, til efter finalen i Randers 31. marts,« udtaler TV 2s programchef Dorte Borregaard til B.T.