Fjerde liveshow blev sidste stop for den unge artist Patrick Smith, som fredag aften måtte vinke endegyldigt farvel til drømmen om at vinde 'X Factor'-trofæet.

Den 18-årige spillemand fra Lolland røg ud af sangkonkurrencen, efter at seerne havde sendt ham i farezonen med pigegruppen Echo.

I sidste ende var det dog dommer Thomas Blachman, der måtte tage den tunge beslutning og sende Patrick Smith ud.

»Det bliver ikke bedre end de første otte takter, du sang i aften. Jeg bliver nødt til at smide dig ud,« sagde Thomas Blachman.

Patrick og Benjamin.
Patrick og Benjamin. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Dermed er der nu kun fem deltagere tilbage i årets 'X Factor'. De skal dyste om de tre eftertragtede pladser i finaleshowet, som finder sted 12. april i Forum Horsens.

Dommer Lars Ankerstjerne har de unge artister Benjamin Rosenbohm og Live Vogel tilbage, Thomas Blachman har én voksen artist tilbage, 23-årige Kristian Kjærlund, mens Oh Land har grupperne Maria og Bea samt Echo tilbage.

Temaet for fredagens liveshow var 'sange fra film', og der var særlig stor ros til 23-årige Kristian Kjærlund, som blæste dommerne og publikum bagover med sin version af K.Flay's 'Blood in the Cut' fra actionfilmen 'xXx: Return of the Xander Cage'.

Kristian Kjærlund kom på scenen indhyllet i røg med lilla cowboyhat og sort westernskjorte på og fik publikum til at juble, da han i slutningen af sin sang gik i spagat på scenen.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Hold kæft, hvor var det fedt. Jeg er fuldstændig blæst væk. Det var et af de bedste show, vi har set denne sæson. Du er en kæmpe artist,« lød reaktionen fra dommer Lars Ankerstjerne.

Det skabte også opmærksomhed, da de to sønderjyske rappere Maria og Bea kom på scenen iført kæmpestore englevinger og sang deres version af Coolio's 'Gangsta's Paradise' akkompagneret af et orkester med blandt andet violin og saxofon.

»Det var fandeme vildt. Med de piger her kan vi lave en koncert efter 'X Factor', som folk gider købe billetter til,« sagde Ankerstjerne.

I år er det første gang, at TV2 sender 'X Factor'. Tidligere har DR sendt 11 sæsoner af programmet.

/ritzau/

Genoplev B.T.s LIVEBLOG fra aftenens show herunder.