Thomas Blachman har reageret på, at hans tidligere 'X Factor'-meddommer Oh Land – ufrivilligt – er færdig i det populære TV 2-program. 

»Tv-branchen er den 'koldeste i røven'-branche af dem alle sammen. Selv jeg kan åbenbart heller ikke ændre på dette faktum,« skriver han i kommentarsporet til Oh Lands lørdagsudmelding om sit exit på Instagram:

»Nanna, du er den bedste dommer, der har været – ikke mindst dine 'visualiteter' af musikken er historisk på tv uanset domæne.«

Som nævnt var det lørdag, at Oh Land, hvis borgerlige navn er Nanna Øland Fabricius, meldte ud på Instagram, at hun ikke vender tilbage til musikprogrammet.

Hun skulle have været med i den seneste sæson, men meldte med kort varsel fra, da hendes nyfødte datter, Bellis, havde fået konstateret kræft.

Nu kunne musikeren så fortælle, at hun ikke er blevet tilbudt at vende tilbage, efter at datteren igen er blevet kræftfri.

Oh Lands sidste tjans som 'X Factor'-dommer blev sidste år, hvor delte dommerbord med Simon Kvamm (tv.) og Thomas Blachman. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det var ikke mit valg,« skrev Oh Land på Instagram.

Thomas Blachman skriver videre til sin tidligere meddommer:

»Nanna, jeg elsker dit væsen, og sammen med Bellis er du kommet for at tage alt det tilbage, der er dit for evigt i alt evighed for altid. Bare vent og se.«

Også 'X Factor'-vært Maria Infantino har reageret i kommentarsporet:

»Tak for alle de gode stunder, sødeste Nanna,« skriver hun.

Benjamin Hav, der var ny dommer i den seneste sæson, sender en bunke hjerter afsted.

Det var Drew Sycamore, der i den seneste sæson trådte til som afløser for Oh Land og altså udgjorde dommertrioen med Thomas Blachman og Benjamin Hav.