Lyt til artiklen

I sidste uge gav Thomas Blachman et opsigtsvækkende bud på, hvem han godt kunne tænke sig som ny 'X Factor'-vært.

Efter første liveshow var han dog over for B.T. mere opsat på at forklare, hvem han IKKE kunne tænke sig som arvtager for den afgående Sofie Linde – og her faldt der en skjult stikpille til et ellers oplagt bud.

Men først fastholdt Thomas Blachman sit forslag om rapperen Tessa, som han tidligere har været i en større kontrovers med, som ny vært på sangkonkurrencen.

»Prøv at høre, tingene flyver ud af munden på mig. Men hvis hun har lyst, så skal hun være velkommen!« siger 'X Factor'-dommeren til B.T.

»Det er sindssygt vigtigt, at der står et menneske her, som kan noget helt særligt, og det er ubeskriveligt, hvad det er.«

Dog forklarer Thomas Blachman, at han ikke har den store indflydelse på, hvem der bliver valgt som vært på sangkonkurrencen.

»Det er ikke mig, der bestemmer det der – desværre!« siger dommeren.

»De finder sikkert i værste tilfælde en eller anden influencer med rigtigt mange følgere eller en komiker. Men så kan jeg jo så sige, at det gider jeg sgu ikke være med til, og så må de jo så vælge.«

Vært Sofie Linde med Blachmans voksne solist Rosita, der gik videre efter omsang i fredagens liveshow. Sofie Linde har meldt ud, at hun stopper som vært efter denne sæson (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2023).
Vært Sofie Linde med Blachmans voksne solist Rosita, der gik videre efter omsang i fredagens liveshow. Sofie Linde har meldt ud, at hun stopper som vært efter denne sæson (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2023). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

For ud over at lange ud efter TV 2s dømmekraft, så kunne der også gemme sig en skjult stikpille til en vis komiker, der af flere har været nævnt som et oplagt bud på en ny 'X Factor'-vært.

Ikke mindst har B.T. selv spået, om ikke tiden var inde til, at den 31-årige komiker Melvin Kakooza vendte tilbage til 'X Factor'.

Forrige år var han nemlig barselsvikar for Sofie Linde i programmet.

Men desværre måtte han trække sig på grund af en operation i hjernen, hvor han måtte have fjernet en hjernetumor.

Nu kunne det altså tyde på, at Thomas Blachman ville protestere, hvis den 31-årige komiker – der igen arbejder i fuld vigør – skulle vende tilbage i 'X Factor'.

Men som dommerveteranen også selv sagde:

»Tingene flyver ud af munden på mig.«