Thomas Blachman er ikke bange for at miste sit publikum til Phillip Faber. Faktisk kan han slet ikke se værdien i fællessang som fredagsunderholdning.

Mens TV 2's 'X Factor' har holdt coronapause, har Phillip Faber på DR1 overtaget publikum med sin fællessang.

Nu er 'X Factor' tilbage, så hvad siger Thomas Blachman til den nye konkurrent?

B.T. stillede spørgsmålet til den rutinerede 'X Factor'-dommer efter fredag aftens semifinale.

Du er meget ærekær omkring 'X Factor' og musikdannelse. Hvordan har du det med, at Phillip Faber har overtaget med sin musik?

»Jeg har desværre ikke fulgt med. Jeg ved sgu heller ikke, om jeg er gået glip af noget. Det er fællessang ikke?

Jo..

»Det skal der også være plads til, nu hvor kirkerummet også er blevet evakueret...Nej. Det skal Jan Lagermand (DR's underholdningsredaktør, red.) være glad for. Men nu får han lidt konkurrence, og det tror jeg, han trænger til.«

Du har ikke frygtet, at du mistede dit publikum til Phillip Faber?

»Nej, der skal mere til i længden. Der er en verden til forskel.«

Hvordan det?

»Nå, nej, men altså. Jeg ved ikke.. Jeg aner ikke, hvem Faber er og al respekt og så videre, men fredagsunderholdning og fællessang, det lyder et eller andet sted som...De har haft gavn af, at der ikke har været en skid på andre kanaler.«

Så du har ikke siddet og sunget med derhjemme?

»Nej, det har jeg altså ikke. Det kommer jeg heller ikke til. Det er ikke nogen kritik, de gør det sikkert godt. Helt klart.«

Hvad har du så brugt dine fredage på?

»Det glider lidt sammen. Når du lever i det rum, der hedder 'får en ide', som jeg kunne arbejde videre på..Det er lidt som den kunstneriske virkelighed. Om det så bliver mandag, tirsdag, onsdag, torsdag - det bliver alt sammen til fredag. Så det kan jeg sgu ikke huske.«

Thomas Blachman fortæller også, at selvom det selvfølgelig har været hårdt for de unge 'X Factor'-deltagere ikke at kunne lave tv de sidste mange uger, så har det rent privat været fint for ham at kunne være meget hjemme.

»Jeg er jo lige blevet far, så på den måde er det perfekt timing. Jeg skal ikke brokke mig.«

Thomas Blachman gjorde fredag aften comeback i 'X Factor' med et hattrick, da alle hans tre deltagere gik videre og dermed er klar til næste uges finaleprogrammer.

Hans meddommer Oh Land måtte derimod sige farvel til sin sangerinde Ilona og dermed har hun ikke flere deltagere med i årets udgave af 'X Factor'.