'Wow, det her har virkelig taget et left turn.'

Sådan lød det fra Nanna Øland Fabricius – bedre kendt som Oh Land – efter Danielle Emilie Ravn fredag aften havde sunget foran 'X Factor's dommertrio.

Og Oh Land havde i den grad ret.

For i stedet for at fokusere på den 44-årige sangerindes skønsang valgte Blachman at fokusere på hendes seksualitet.

Danielle Emilie Ravn gik videre fra sin audition, men det var hendes seksualitet, der fyldte mest.
Danielle Emilie Ravn gik videre fra sin audition, men det var hendes seksualitet, der fyldte mest.
Vis mere

'Du er heteroseksuel, og det er fuldstændig vanvittigt kedeligt,' lød dommen fra den skaldede dommer.

En yderst forkert dom, da Danielle Emilie Ravn 'sprang ud' i 2.g på gymnasiet.

»Jeg var egentlig ret presset og forstod ikke, hvad han mente, først. Det var meget, meget mærkeligt,« fortæller Danielle Emilie Ravn, der dog i programmet lynhurtigt fik afkræftet Blachmans fejlagtige påstand.

Hun fortæller til B.T., at hun blev voldsomt overrasket over, at Blachman pludselig besluttede sig for at sætte hendes seksualitet i fokus.

Thomas Blachman var ikke så god til at gætte Danielles seksualitet, som han selv troede.
Thomas Blachman var ikke så god til at gætte Danielles seksualitet, som han selv troede. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»I det hele taget følte jeg, at han sagde mange mærkelige ting. Han kaldte mig for eksempel også pussenusset, hvilket jeg aldrig er blevet kaldt før,« siger hun og fortsætter:

»Jeg følte mig ikke rigtig set. Det var ret underligt, det hele.«

Selvom Danielle Emilie Ravn blev en smule rystet over den besynderlige drejning ved auditionen, formåede hun at forblive forholdsvis fattet. Endda fattet nok til at kunne smide en joke:

»Min niårige datter sagde, jeg skulle fortælle, jeg er lebbe, fordi jeg så helt sikkert ville komme videre,« sagde hun til dommertrioen.

Til B.T. forklarer hun, hvad der ligger bag joken.

»Det er, fordi vi derhjemme har grinet ad, at sådan nogle programmer ofte skal være så politiske korrekte, at de altid har én homo, én med etnisk baggrund og én med et handicap, og så lavede vi sjov med, at jeg kunne blive homoen i år.«

Danielle Emilie Ravn havde dog ikke for alvor regnet med, at hendes seksualitet ville komme frem under auditionen.

»Det er ikke en hemmelighed, men det var bare heller ikke relevant,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tænkte, jeg bare ville lade Blachman snakke, fordi jeg ikke gad diskutere, men til sidst gik det lidt over gevind, og jeg gad i hvert fald ikke blive valgt fra, fordi han synes, det er kedeligt at være heteroseksuel, når jeg ikke er det.«

Danielle Emilie Ravn gik videre fra sin audition, men det var hendes seksualitet, der fyldte mest.
Danielle Emilie Ravn gik videre fra sin audition, men det var hendes seksualitet, der fyldte mest.
Vis mere

Hun er på ingen måde indebrændt på TV2 over, at hendes seksualitet indtil videre har fyldt nærmest lige så meget som hendes sangevner, fortæller hun.

»Jeg har skrevet under på, at de må klippe det, som de vil, så det har jeg været indstillet på fra start. Forhåbentlig kan det også være med til, at nogle lægger mærke til mig og husker mig, for selvom homoseksualitet ikke er en god historie for mig, så kan det jo godt være det for andre.«

»Min homoseksualitet kan jo også være relevant for musikken, hvis der sidder en derude, der ikke er sprunget ud, som måske kan få noget ud af min musik, fordi jeg er homoseksuel. Jeg har for eksempel selv lyttet meget til Anne Linnets musik af den årsag.«

Danielle Emilie Ravn fik i øvrigt et 'ja' af både Oh Land, Ankerstjerne og Thomas Blachman, og hun er dermed videre i programmet.