Thomas Blachman var overraskende ydmyg, da hans unge solist Mathilde Caffey landede i farezonen fredag aften.

»Det er mit ansvar at vælge de rigtige sange, og for første gang i mange, mange år, har jeg måske ikke gjort det,« sagde Blachman og tog dermed hele ansvaret for, at Mathilde Caffey ikke blev stemt direkte videre til næste liveshow.

Den 15-årige sangerinde sang ‘Boring People’ af L. Devine, og titlen er da også sigende for Blachmans forklaring på, hvorfor sangvalget var forkert, fortæller den garvede dommer, da B.T. fanger ham efter showet.

»Omkvædet er ikke det mest interessante,« siger han og forklarer, hvorfor han ikke ændrede sangvalg:

Thomas Blachman tog skylden for, at Mathilde Caffey var tæt på at ryge ud i første liveshow. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Thomas Blachman tog skylden for, at Mathilde Caffey var tæt på at ryge ud i første liveshow. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det sker en gang imellem, at jeg laver fejl. Det gør alle mennesker, men jeg indrømmer det. Jeg havde set det komme, men deadlines og så videre gjorde, at vi ikke kunne lave det om.«

Thomas Blachman fortæller desuden, at han er utrolig stolt af, at Mathilde Caffey trods alt sang sig videre til næste omgang liveshow.

»Hun er en sej, ung dame og går ind og gør rent bord. Hun er selvstændig, og jeg er stolt hende.«

Er du bange for, hun mister tillid til dig nu?

«Det ville jeg kunne forstå, men på den anden side, så nej, det er jeg ikke bange for.«

Ifølge Mathilde Caffey havde hverken hun eller Thomas Blachman tvivlet på sangvalget, før meddommerne kritiserede det ved aftenens liveshow.

»Men nu ved han, hvor landet ligger. Det kommer ikke til at gå den vej igen,« forsikrer hun.

Den unge sanger forklarer, at hun er enig i, at det var et forkert sangvalg, men at der ikke var noget i vejen med selve sangen eller melodien. Den manglede bare et klart budskab, så hendes personlighed kunne skinne igennem.

»Jeg tror, jeg skulle vise noget, der havde mere flow og var mere mig,« siger hun og forklarer, at 'Boring people' peger fingre, hvor hun burde have valgt en sang, der pegede tilbage på hende selv

Hør hele hendes forklaring i videoen over artiklen.