Siden Thomas Blachman i foråret vandt ’X Factor’ med Kristian Kjærlund, har de to ikke haft den store kontakt.

Kristian Kjærlund fortalte til B.T. i forbindelse med sin optræden på årets Smukfest, at han i dag godt kan savne hele ’X Factor’-maskineriet og ikke mindst samarbejdet med sin mentor.

»Jeg holdt meget af at møde ind og arbejde med Thomas og holdet, og den del er svær ikke at savne,« fortalte han og nævnte særligt én sms, han i dag ærgrer sig over, at han aldrig fik svaret på.

»Jeg fik en besked dagen efter finalen om, at jeg bare skulle tage fat i dem (Blachman og hans hold, red.), og så skulle vi finde ud af noget. Men så havde jeg nogle kompakte uger med optrædener og indspilninger, og så var der gået så lang tid, at jeg følte mig forlegen over at tage kontakt,« forklarede han.

Kristian Kjærlund.
Kristian Kjærlund. Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Kristian Kjærlund er kendt som en ydmyg person og tilføjede, at han i det hele taget har været bange for at trænge sig på.

»Jeg tænker, at Thomas jo er enormt travl, og der er gået så lang tid. Jeg har været bekymret for, om jeg trænger mig på, og det tror jeg ikke, jeg gør, men bare frygten for det har holdt mig tilbage, og det er da åndssvagt,« fortalte han med et smil.

Da B.T. torsdag møder Thomas Blachman på årets første ’X Factor’-pressemøde for den kommende sæson, understreger han, at han stadig godt kan lide Kristian Kjærlund.

»Han kan bare ringe. Han er jo en genert fyr. Jeg har også oplevet det med nogle af de tidligere deltagere. Jeg ser stadig Bois (Citybois, red.), Morten Benjamin og Andreas fra Place on Earth nogle gange. Sådan er det jo bare med mennesker.«

Blachman.
Blachman. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Thomas Blachman sammenligner ’X Factor’-forløbet med et uddannelsesforløb.

»Når man står med eksamensbeviset i hånden, ringer man jo ikke nødvendigvis til dekanen bagefter. Det er en uddannelsesinstitution, hvor man skubber folk ud af reden – så kan de flyve selv eller styrte mod afgrunden. Det er ikke dekanens problem.«

Den erfarne talentshows-dommer har været med i ’X Factor’ siden programmets begyndelse, og er i dag nærmest blevet en institution. Nogle vil mene, at der slet ikke er noget ’X Factor’ uden Thomas Blachman.

Det har han svært ved at forholde sig til.

»Det er så fremmed for mig. Det er meget underligt, men jeg mærker det godt, når jeg går på gaden. Folk er glade, og der er en fin energi, men det er også en smule uvirkeligt, for når vi laver det i et tv-studie, er der jo ikke særligt mange mennesker.«

Man tror det næppe, men Thomas Blachman fortæller, at han faktisk også kan have det svært med sig selv.

»Jeg har aldrig været specielt begejstret for mig selv. Og jeg er ikke blevet mere begejstret for mig selv efter, at jeg er begyndt at lave tv. Så det er nok et problem, der aldrig bliver løst,« griner han.

Men han er der altså stadig. I dit tv fredag aften som dommer i ’X Factor’.

Han er der blandt andet af kærlighed til de unge og for at hjælpe dem, forklarer han:

»De unge mennesker bliver mere og mere forvirrede. Vi forelsker os i hinandens retoucherede virkelighed. Der synes jeg, det er fedt at kunne give nogle teknikker til, hvordan man kan arbejde med sig selv.«

Ankerstjerne, Oh Land og Blachman.
Ankerstjerne, Oh Land og Blachman. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere