Thomas Blachman var helt oppe på den høje klinge, da han fredag aften sendte Ankerstjernes sanger Patrick ud af 'X Factor'.

»I gjorde det godt, piger (Oh Lands gruppe, Echo, red.). Jeg kan smide jer hjem og lade Patrick være sådan en, der bliver ved og ved. Jeg vil i virkeligheden gerne smide alle ud. I fortjener alle at ryge ud. Det er virkelig dårligt arbejde, I har udført,« skældte han sine meddommere Ankerstjerne og Oh Land ud.

Efter aftenens show forklarede han, hvorfor han følte trang til at sætte sine 'X Factor'-kollegaer på plads.

»Jeg har et program at skulle forsvare. Det skal have et vis niveau både musikalsk og alt andet. Ellers bliver det 'Danmark har talent', og det gider jeg sgu ikke,« lød det fra Blachman og uddybede, hvorfor han først følte trang til at råbe højt i program fire.

»Jeg er en voksen og tålmodig mand. Jeg venter og lader mig afbryde, men på et tidspunkt er det nok. Come on.«

I sidste ende valgte han at smide Patrick ud. Det gjorde han af hensyn til den unge sanger.

»Nu har han stået der så mange gange, så der må også være respekt for, hvor mange gange han kan holde det ud, og hvornår det bliver en farce. Og hvornår det skader formatet. Det ville være et useriøst valg.«

Thomas Blachman har selv en deltager tilbage i 'X Factor' i form af Kristian Kjærlund.

Genoplev B.T.s LIVEBLOG fra aftenens show herunder: