Fredag aften står den på nostalgi for fulde gardiner, når stjernerne fra 'Beverly Hills 90210' vender tilbage til de danske fjernsynsskærme.

Jason Priestley, Jennie Garth og resten af det originale slæng – naturligvis på nær Luke Perry, der døde i marts – vender tilbage til stedet, hvor det hele startede for – og hold nu fast – 29 år siden.

'Beverly' fik premiere i USA i 1990 og kom to år senere til Danmark, hvor den vendte fuldstændigt op og ned på ungdomskulturen.

Inden da var 'lille fredag' et ukendt begreb, og man gik kun i byen i weekenden. Men da serien huserede torsdag aften på TV2, betød det pludselig fredagstømmermænd og fravær i skolen.

Det fortæller Danmarks førende ekspert i 'Beverly Hills 90210', Karen Klitgaard Povlsen, som er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet og har skrevet bogen 'Beverly Hills 90210: soaps, ironi og danske unge'.

»I starten så man serien alene, men snart begyndte unge at mødes for at se ugens episode som forfest og gå i byen bagefter. Det fandtes ikke før, og dermed var 'lille fredag' opfundet,« siger hun til B.T.

Inden seriens indtog havde tv-stationerne store problemer med at få unge til at se fjernsyn, men pludselig var der noget, som de kunne relatere til og blive begejstrede over. Landets læreanstalter var imidlertid knap så begejstrede.

»Det blev et problem for skolerne, at de unge enten mødte for sent med tømmermænd eller helt blev væk om fredagen,« siger Karen Povlsen.

Steve, Andrea, Brandon, Kelly, David, Donna, Dylan og Brenda lærte en hel generation af danskere at gå på druk om torsdagen. (Foto: Scanpix/Globe Photos/ZUMApress.com)
Steve, Andrea, Brandon, Kelly, David, Donna, Dylan og Brenda lærte en hel generation af danskere at gå på druk om torsdagen. (Foto: Scanpix/Globe Photos/ZUMApress.com) Foto: Globe Photos
Vis mere

»Så blev det flyttet til om onsdagen, men det gav faktisk nye problemer. Landets højskoler holdt nemlig foredrags- og debataftener om onsdagen, og nu holdt folk op med at deltage, fordi de sad og så 'Beverly Hills' i stedet. Så måtte mange af skolerne flytte arrangementerne til andre dage eller rykke dem til tidligere på dagen,« siger hun.

Danmark var et af de første lande i verden til at tage serien til sig i så høj grad, og populariteten spredte sig til resten af Europas rige lande. Først derefter fik de amerikanske unge øjnene op for den store eksportsucces.

»Hen over årene blev serien lige så populær i USA, men det var først, da hovedpersonerne gik ud af gymnasiet og kom på college. Men ligesom i Danmark er den stadig enormt populær den dag i dag blandt folk, der er født mellem 1975 og 1985,« siger Karen Povlsen.

Man kan stadig se genudsendelser af originalserien på danske tv-kanaler, og fredag kl. 20.55 og seks uger frem kan man se den spritnye 'BH 90210' på TV2 Zulu.