Venstre-politikeren Bertel Haarder er færdig som folkevalgt, efter at han ikke genopstillede til valget 1. november.

Men danskerne kommer fortsat til at kunne følge ham.

Han skal nemlig være tv-vært på dk4. Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Bertel Haarder skal være vært på et nyt program, som har fået titlen 'Bertel &', som sendes første gang 20. december på dk4.

»Jeg er mere højskolemand og folkeoplyser end politiker. Derfor glæder jeg mig til at bidrage til oplysning og dialog gennem dk4s nye programrække 'Bertel &',« siger Bertel Haarder om sit nye job.

»Jeg glæder mig ikke mindst til dialogen med mennesker, jeg er uenig med, eller som er levende optaget af afgørende tilværelsesspørgsmål,« tilføjer han.

Og netop uenighed kan der givetvis blive i det første program, hvor Enhedslistens Pelle Dragsted er gæst.

Hos dk4 jubler man over nyansættelsen af den tidligere mangeårige minister.

»Jeg er ualmindelig stolt over og glad for, at Bertel Haarder har sagt ja til at være vært på programrækken 'Bertel &',« siger stifter og ejer af kanalen Stig H. Hasner.

»Med Bertel Haarder ved roret bliver dk4s profil som privat public service-kanal styrket markant, for Bertel Haarder er ikke kun en højt respekteret, erfaren, vidende, temperamentsfuld og morsom politiker. Han er i høj grad også en fremragende folkeoplyser, demokratiforkæmper og lejlighedssangskriver,« siger dk4-bossen.