Efter femte afsnit af 'Gift ved første blik' stod Tanja og Benny tilbage som sæsonens muligvis mest velfungerende par.

Men i torsdagens udgave af DR-programmet blev alt vendt på hovedet, da Benny Hansen efter et mindre skænderi pillede sin mikrofon af, smed den på køkkenbordet og proklamerede, at han var færdig med kærlighedseksperimentet.

Til B.T. fortæller den 54-årige falstring dog, at det allerede gik galt på bryllupsrejsen.

»DR vælger jo selv, hvordan de vil klippe programmet, men allerede i lufthavnen var jeg klar til at sige, at jeg ikke skulle forblive gift med Tanja,« siger han.

»På bryllupsrejsen har hun sagt til mig, at jeg er for flink og alt muligt, og det synes jeg faktisk er tidligt at konkludere. Og så ændrede stemningen sig egentlig stille og roligt, og til sidst gik vi rundt sammen som hr. og fru Hansen – der gik leverpostej i forholdet, og der var ingen gejst og tiltrækning.«

Eksperterne havde dog forberedt årets par på, at de nok ville opleve en følelse af tomhed, når brylluppet og de vilde hvedebrødsdage var overstået. Derfor fortalte Benny Hansen ikke sin hustru om sine tanker og forsøgte også selv at ignorere dem, fortæller han.

Men to dage senere gik det for alvor galt. Som det nævnes under skænderiet i ugens program, havde parret – uden det blev fanget på kamera – haft en telefonsamtale, som sluttede med, at Benny Hansen smed røret på.

I dag kan han ikke huske præcis, hvorfor kommunikationen brød sammen. Men han mindes, at telefonsamtalen begyndte hyggeligt.

Benny Hansen og Tanja Nors Sand ender forholdet med et skænderi i tredjesidste afsnit af 'Gift ved første blik'.
Benny Hansen og Tanja Nors Sand ender forholdet med et skænderi i tredjesidste afsnit af 'Gift ved første blik'. Foto: Theis Mortensen
Vis mere

»Og så endte det med, at vi blev uenige om nogle ting. Jeg oplever, at hun graver ind i folk, og det var jeg ikke tryg ved. Jeg føler, at når hun har sat sig noget i hovedet, kan du ikke ændre på den beslutning. Så er det kun det, hun siger, der er rigtigt. Og jeg tror, det tirrede mig, så jeg sluttede af med at sige: 'Jeg gider ikke snakke mere med dig nu, og sådan er det bare',« siger han.

Dagen efter skrev han i en besked, at han blev nødt til at trække sig fra kærlighedseksperimentet. Efter endnu en forsonende telefonsamtale blev parret dog enige om, at han skulle komme op til hende i Aarhus og give forholdet en chance til.

Men da de om søndagen kørte tilbage til Falster for at pakke deres bryllupsgaver op – som man senere ser i 'Gift ved første blik' – gik det galt endnu en gang.

»I bilen siger Tanja på et tidspunkt: 'Hvordan synes du, det går?' Og der meddeler jeg hende, at jeg ikke synes, jeg kan mærke hende eller mærke os som par. Og at min beslutning på dette tidspunkt er, at jeg vil gøre det forbi, når vi skal tale med parterapeuten to dage senere. At vi stopper her,« siger Benny Hansen.

»Så siger Tanja, at så er hun sgu ikke sikker på, hun vil køre med til Falster, og det kan jeg godt forstå, så jeg beder hende sætte mig af på Odense Banegård, for så tager jeg bare toget hjem. Længere er den ikke. Og så kan jeg sende hendes bryllupsgaver til hende. Men hun beslutter så alligevel at tage med.«

Som man fornemmer i afsnittet, er stemningen trykket på dette tidspunkt. Parret spiser sammen, åbner bryllupsgaver og holder en god tone, men Tanja Nors Sand savner dybere samtaler.

Savnet ender i et skænderi, der slutter, da hun fortæller Benny Hansen, at han ikke kan blive ved med at sige, han har det fint, når det tydeligvis ikke er tilfældet – at det ikke nytter noget, han bliver ved med at spille skuespil over for hende, hvilket får ham til at smide mikrofonen og trække sig fra eksperimentet. Igen.

»Det bliver dråben, for inderst inde føler jeg nok, der er en anden, der spiller skuespil,« siger han, men ønsker ikke at uddybe dette.

Det vil Tanja Nors Sand dog gerne. I en mail til B.T. skriver hun:

»Da tingene spidsede til, opførte jeg mig kunstig og akavet, og jeg har til kameraet også sagt, at jeg føler, at vi er i gang med et kæmpe dilettantteater. For mit vedkommende handlede det vist om at holde gode miner til slet spil, men det er selvfølgelig øjnene, der ser.«

Hun havde forinden lovet sig selv at gå helhjertet ind i eksperimentet, og derfor blev hun ved med at kæmpe for forholdet, selvom Benny Hansen flere gange gjorde det forbi. Derfor var hun også ked af, at han ikke ville med til en afsluttende samtale hos parterapeuten for at finde ud af, om de kunne klinke skårene.

»Om parterapien på det her tidspunkt ville kunne redde vores ægteskab, var måske tvivlsomt, men jeg har lært hjemmefra, at man aldrig bør skilles som uvenner. Så måske om ikke andet kunne det hjælpe os til at gå derfra med respekt for hinanden,« skriver hun.

Om årsagen til kategorisk at takke nej til parterapi siger Benny Hansen dog:

»Jeg kender mig selv godt nok. Hvis jeg oplever, at Tanja er belærende, så vil jeg rejse mig og gå min vej. Så jeg vidste, det kunne ende grimt.«