Den 30-årige skuespiller Ali Sivandi har de seneste måneder været på skærmen i bedste sendetid som narkobossen Nabil i DR-succesen 'Bedrag'.

Selvom serien har været en fornøjelse at lave, så er den dog endnu et eksempel på en rolle, der ligner Ali Sivandis forrige: en kriminel andengenerationsindvandrer.

»I 'Bedrag' spillede jeg jo en skurk igen, og det har været virkelig sjovt at lave. Det eneste, der måske har gået mig lidt på, er, at jeg igen skulle spille samme type,« siger han til B.T.

Den 30-årige skuespiller blev især kendt for sin rolle i filmen 'Underverden' i 2017 og er siden blevet lidt af et varmt navn i filmbranchen.

Skuespilleren Ali Sivandi har medvirket i Gidseltagningen, Bedrag, Underverden (2017), og Ækte vare (2014).
Skuespilleren Ali Sivandi har medvirket i Gidseltagningen, Bedrag, Underverden (2017), og Ækte vare (2014). Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han optræder konstant i større og mindre projekter, senest 'Bedrag' og den kommende serie 'Gidseltagningen', men han ærgrer sig over, der er ikke er større forskel på rollerne.

»Jeg ved ikke, hvad der sker for filmbranchen i Danmark. Det kan ikke være rigtigt, vi bor i Danmark, og der ikke findes en læge, en bankmand, en journalist eller en advokat eller whatever, der har anden etnisk baggrund,« siger Ali Sivandi.

Han er selv vokset op på Nørrebro og i Brøndby Strand med sin irakiske mor og iranske far, og skuespilleren oplever, at især mange drenge med anden etnisk baggrund ser op til ham.

Af og til bliver han kontaktet af pædagoger, der beder ham komme på besøg i en klub, og efter hvert afsnit af 'Bedrag' er hans Instagram-profil blevet bestormet med beskeder fra teenagedrenge, der holder med hans dybt kriminelle karakter Nabil.

Derfor ville han også gerne vise dem, at man som skuespiller med anden etnisk baggrund kan få andre roller.

»Jeg synes jo, det ville være fedt at bruge mig på en anden måde, så man kan vise de her drenge: Hey, man kan også noget andet. Men når de bliver ved med at se mig som hårdkogt type, der er et kæmpe røvhul, så er det det, de ser op til på en eller anden måde,« lyder det fra skuespilleren og tilføjer:

»Det er jo kun mig, de møder. Mads Mikkelsen kommer ikke. Pilou Asbæk kommer ikke.«

Der, hvor Ali Sivandi selv kommer fra, er nogle faldet helt igennem, og det vil han gerne undgå sker for andre.

Skuespilleren Ali Sivandi har medvirket i Gidseltagningen, Bedrag, Underverden (2017), og Ækte vare (2014).
Skuespilleren Ali Sivandi har medvirket i Gidseltagningen, Bedrag, Underverden (2017), og Ækte vare (2014). Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Nogle af mine barndomsvenner er stadig i samme position og er ikke kommet videre. Nogle er dræbt, sidder inde eller laver ingenting. Og få af dem er blevet til noget,« siger han.

Ali Sivandis egen familie kan også undre sig over, at de kun ser sønnen på tv som hårdkogt kriminel.

»Min far spørger tit, hvorfor jeg altid skal spille den fucked up type, og så ved jeg ikke altid, hvad jeg skal forklare ham. Jeg vil ikke have, han tænker: Ej, hvorfor vil de ikke bruge min søn på den måde? Er det, fordi han er brun?«

Skuespilleren ved dog også godt, at han selv har et ansvar. Han siger selv ja til rollerne, for hvis man siger nej, kan det være, der pludselig ikke er noget at lave.

Alligevel har han besluttet sig for at gå i en anden retning.

»Jeg gider ikke spille de her roller, så nu er jeg også selv gået i gang med at skrive en serie. Så kan jeg etablere mig som noget andet og komme videre derfra,« siger Ali Sivandi, der dog ikke vil afsløre for meget om det kommende projekt endnu.

Derudover drømmer skuespilleren om luftforandring.

»Jeg kunne godt tænke mig at starte en karriere i udlandet og komme lidt væk fra Danmark for at prøve nogle nye grænser af. Og så kunne jeg godt tænke mig at lave film selv.«