Onsdag kom det frem, at 'Robinson'-deltageren Baris troede, han skulle dø i første afsnit af 'Robinson Ekspeditionen', men nu indrømmer han, at den voldsomme oplevelse var hans egen fejl.

Den 25-årige deltager fra Albertslund fortalte onsdag til Se og Hør, at han var tæt på at drukne under den første dyst.

Men nu forklarer Baris, at den voldsomme episode var hans egen skyld.

»Jeg signalerede intet, der kunne have gjort sikkerhedscrewet opmærksom på min siuation i vandet,« fortæller han til B.T.

Episoden skyldtes en lungebetændelse, som hverken Baris eller Robinson-crewet havde været opmærksomme nok på.

»Efter dysten er jeg fuldstændig færdig, og det føltes, som om jeg havde to knive i ryggen. Produktionen sender så en læge hen, der skal undersøge mig, og lægen spørger så, hvorfor jeg ikke havde fortalt, at jeg stadig havde lungebetændelse, men jeg vidste det simpelthen ikke,« forklarer han.

Om episoden fortæller Baris, at det var voldsomt, da han lå og pjaskede rundt i vandet.

»Adrenalinen kører, og da Jakob (vært på 'Robinson Ekspeditionen', red.) sætter dysten i gang, får jeg egentlig en god start, men det går hurtigt op for mig, at der er noget helt, helt galt,« siger han til B.T. og tilføjer:

25-årige Baris var tæt på at drukne under første dyst i dette års 'Robinson Ekspedition'.
25-årige Baris var tæt på at drukne under første dyst i dette års 'Robinson Ekspedition'. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Det var et spørgsmål, om jeg skulle stoppe op og redde mig selv eller håbe på, at nogen kunne hjælpe mig, for jeg vidste, at hvis jeg røg under vandet, så havde jeg ikke luft til at holde vejret i mere end to til tre sekunder.«

Sikkerheden omkring dysten havde den 25-årige deltager dog fuld tillid til.

»Der er intet at sætte en finger på i forhold til produktionens sikkerhed. Det var mig, der skjulte det, og det var mig, der ikke ville fremstå svag, fordi jeg er en fighter,« forklarer Baris og tilføjer:

»Jeg troede oprigtigt, jeg skulle dø, da jeg lå der i vandet, og så kan man jo ikke undgå at tænke på, om sikkerheden nu helt var i top.«

Og netop sikkerheden har B.T. snakket med produktionen bag programmet om.

»Vi foretager altid et sundhedstjek med deltagerne hjemmefra i Danmark og endnu et i Filippinerne, hvor ekspeditionen foregår. Vi har altid et stort sikkerhedshold med, når optagelserne er i gang, og i vandet er der eksempelvis nok dykkere til at holde øje med hver deltager,« forklarer Jesper Kynde, der er NENT-redaktør på 'Robinson Ekspeditionen'.

Jesper Kynde fortæller, at Baris burde have gjort produktionsholdet opmærksom på sine symptomer:

»Baris havde oplyst os om, at han havde haft lungebetændelse inden afrejse, men han fortalte, at han var i klar bedring. Derfor kom han med. Hvis vi havde vidst, at han stadig havde symptomer på lungebetændelse, var han overhovedet ikke kommet med.«

Jakob Kjeldberg er vært på 'Robinson Ekspeditionen'.
Jakob Kjeldberg er vært på 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

Burde I ikke have foretaget et yderligere sundhedstjek af ham inden den første dyst?

»Baris fortalte, at symptomerne var væk, og derfor vurderede vores læge, at det var forsvarligt at tage ham med. Han gjorde os heller ikke opmærksom på situationen i vandet,« siger Jesper Kynde.

Og netop opmærksomheden erkender Baris, at han skulle have søgt.

»Det var min egen fejl. Jeg prøvede at spille superhelt, og jeg ville ikke være til grin på tv. Hjælpen ville 100 procent være kommet, hvis jeg havde markeret. Sikkerheden var i top,« afslutter Baris.